Nyheder27. april 2008

ERIK DAMGAARD: LEGEDE KERNEFAMILIE

Anni var ude af øje og måske også sind, da milliandæren lørdag fejrede sin søns konfirmation sammen med eks-konen
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/kendte-danmark/erikkonfir1-jpg.jpg

WEBTV: SE og HØR var med ved kirken

Erik Damgaards dyrt renoverede tandsæt strålede i forårssolen. Og smilet var også stort og tilsyneladende upåvirket hos hans eks-kone, Signe, da de lørdag ankom til Jægersborg Kirke med børnene Marie-Louise og Sebastian.

Sebastian skulle konfirmeres klokken 12, og hvis man ikke vidste bedre, var man vidne til en mærkedag i en sund og lykkelig kernefamilie.

Men som alle ved, forholder det sig temmelig meget anderledes.

For drengens skyld

Anni Fønsby stjal dog for en gangs skyld ikke billedet lørdag. Den brystsvære tidligere bordelmutter og nuværende kæreste med Erik Damgaard havde valgt at blive væk fra konfirmationen. "For Sebastians skyld", som hun har udtalt.

Drengen skulle med hendes egne ord ikke inddrages i det "cirkus", som omgiver parret. Hun må have glemt, at de sandelig selv både har rejst teltet og slået teltpløkkerne i for til sidst frivilligt at optræde som glansnummer i manegen.

Bor stadig sammen

Efter Erik Damgaards bratte aflysning af deres mediebryllup i italienske Portofino, har der hersket en del uklarhed om, hvorvidt de stadig er sammen. Det er de vistnok.

Han og Anni Fønsby deler i hvert fald stadig adresse i det 65 millioner kroner dyre pragtpalæ, som polske håndværkere i øjeblikket er ved at ombygge på Hellerups fineste vej, Hambros Allé.

Men til konfirmationen var han for en stund genforenet med sin familie. Og enten er der tale om en fredelig skilsmisse i gensidig respekt, eller også bør Signe og Erik Damgaard indstilles til en Oscar for årets bedste skuespilpræstation.

De opførte sig som eksemplariske forældre på sønnens store dag og optrådte som glade værter for familiemedlemmer og venner udenfor Jægersborg Kirke. Smilede til hinanden og omgivelserne. Men, men, men…

Næsten igen kropskontakt

Hvis man kiggede efter, var det påfaldende, at de hele tiden holdt sig på et par skridts afstand af hinanden. Kun én gang var der kropskontakt. Signe greb Erik Damgaard i armen og trak ham lidt tættere på, da de og børnene skulle posere for familiens kameraer.

Ellers var der luft imellem dem. Ikke nødvendigvis kold luft på denne varme forårsdag. Men heller ikke rigtig varm.

Med Signe bag rattet og Erik på bagsædet i en stor Range Rover kørte den genforenede familie fra kirken hjem til Signes villa på A. N. Hansens Vej i Hellerup. Her skulle festen stå klokken 18.

Erik Damgaard forlod umiddelbart efter hjemkomsten huset og gik de 200 meter hen til sit eget palæ på Hambros Allé. Han vendte først tilbage klokken 17.30 og havde absolut ingen kommentarer til SE og HØR.

Lidt efter kom Sebastian ud på vejen for at lufte familiens hund, og han fortalte, at han fået et ur i konfirmationsgave af sin far.

Gaven fra Anni Fønsby får han først søndag. Hvor hun opholdt sig lørdag vides ikke. Da vi ringede på døren, meddelte en fillipinsk tjenestepige, at fruen i huset sandsynligvis ikke ville være hjemme før søndag.

Sæbeoperaen kan fortsætte.

Sponsoreret indhold