Nyheder7. juli 2009

Erik Damgaard: Ekstraregning på 800.000 kr.

Jaguar XKR’en var en gave til Anni, men ”legetøjet” var købt lige lovlig billigt
Erik forærede Anni en bil, men han havde "sparet" lige lovlig meget og skal nu efterbetale til skattevæsnet
Erik forærede Anni en bil, men han havde "sparet" lige lovlig meget og skal nu efterbetale til skattevæsnet
 Foto: All Over

Mens vi andre er lykkelige, når vi kan spare en krone på en liter minimælk i Netto, forstår rigmænd som Erik Damgaard også at tænke sig om, når de skal handle. Men i en helt anden målestok.

Eksfruen var helt vild med den eksklusive Jaguar XKR. Så da alt var fryd og gammen mellem de 2, brugte de tid på at prøve den hos den danske bilimportør Jaguar Danmark på Østerbro i København.

- Erik Damgaard og Anni Fønsby kørte gade op og gade ned og vidste derfor præcis, hvad sådan en bil koster, siger direktør i Jaguar Danmark, Erik Lindener, til B.T.

Men da bilen skulle købes, tog parret i stedet til Amager, hvor de handlede med Mohammad Bonabi og sparede 10 procent ved at købe gennem hans selskab Auto DeLuxe. Nu er Bonabi imidlertid blevet knaldet for omfattende svindel med registreringsafgifterne.

Politiet har imidlertid ikke kunnet bevise, at Erik Damgaard handlede andet end i god tro, så it-millionæren bliver ikke sigtet for noget. Men han får en ekstraregning fra skattevæsnet. Damgaard skal betale de 10 procent, han sparede - altså cirka 200.000 kr. samt den manglende registreringsafgift på cirka 600.000 kr., som Bonabi aldrig har afregnet med skattevæsnet og derfor sikkert har stukket i egen lomme.

Anni Fønsby viser sig imidlertid som den trofaste eks og bedyrer sin tidligere mands uskyld:

- Erik er blevet henvist af en masse venner, der har købt bil der gennem mange år, siger hun til B.T. og græder i det hele taget tørre tårer over Jaguar XKR'en.

- Jeg har ikke den bil mere. En bil er bare et stykke legetøj. Men det er ikke vigtigt for mig at have et stykke legetøj, der kan køre hurtigt lige nu, siger hun til avisen.

Sponsoreret indhold