Nyheder8. marts 2016

Erik Brandt: Jeg har kæmpet mig tilbage

Modemanden var i kulkælderen, da hustruen Margit døde. Fem år efter har han atter fundet livsgnisten – og suger til sig fra høj som lav
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/erik_brandt_foto_wenstrup.jpg
 Foto: Kasper Wenstrup

Folk i alle samfundslag gør Erik Brandt nysgerrig.

Han spiser frokost med prins Henrik og hyggesnakker med flyttemanden.

– Jeg ser alle slags mennesker. Jeg er nysgerrig og suger alt til mig. Derigennem bliver jeg menneskeklog, fortæller 72-årige Erik Brandt.

Gnisten i øjnene og modet på livet står dog i skarp kontrast til modemandens humør for bare fem år siden i 2011, hvor han mistede han sin elskede hustru og forretningspartner Margit.

Dengang måtte han for alvor hanke op i sig selv.

– I den periode hvor Margit var syg, og i årene efter havde jeg ikke meget mod på livet. Men det har jeg fået igen. Alle har modgang, og så må man tage valget, om man vil kæmpe sig ud af det, eller om man ikke vil. Det har jeg så gjort, og jeg er meget glad i dag, siger Erik Brandt, da SE og HØR besøger ham derhjemme.

Så meget, at jetsetteren i øjeblikket er aktuel i DR-programmet ”Overklassen på udebane”. Her skal han blandt andet følge kassedamen Annette på job og se, hvordan hun som enlig mor får hverdagen til at hænge sammen med tre børn. En hverdag, der ligger langt fra hans egen. Brandt bor i en kæmpe lejlighed på en af Københavns dyreste adresser og har en til at passe huset, handle ind og lave mad.

– Jeg er forkælet. Men jeg har ikke spor dårlig samvittighed. Hvorfor skal man have dårlig samvittighed over, at man har været dygtig og tjent nogle penge? Jeg har altid syntes, at hvis man betaler 50 procent i skat, kan man have god samvittighed, siger den sympatiske rigmand.

Sammen med nu afdøde Margit skabte han Margit Brandt Design, der for alvor mejslede sig ind i modebranchen sidst i 70’erne.

– Mit liv har været en dans på roser, men det har været en flittig dans på roser. Margit og jeg dansede, kyssede og arbejdede rigtig meget.

Og Erik mener, at alle danskere har mulighed for at skabe deres egen lykke.

– Kom i gang, tag et job! Så får du et bedre job hen ad vejen. Hvis du starter med at ville være administrerende direktør, er det svært. Nogle gange må man gå under sin standard og være ydmyg. Så skal man nok arbejde sig hen imod det helt rigtige job, mener Brandt.

– Min far sagde altid: ”Husk, at hvis du vil frem i verden, skal du lære at klare dig selv og at forstå mennesker og være nysgerrig på livet. Og så skal du møde en time før og gå to timer efter dem om aftenen”.

Erik brandt skabte sin egen succes i en tidlig alder, og selv om Brandt for længst kunne have trukket pensionskortet, så klør han stadig på.
– Jeg begynder stadig klokken 6.30 om morgenen. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at jeg skulle læne mig tilbage og nyde livet lige foreløbig. Jeg nyder livet ved at være superaktiv. Jeg vil holde mig ung, til jeg er 110 år, smiler spradebassen, der er i færd med at relancere sit og Margits livsværk.

– Det bliver kæmpestort igen. Lige nu har vi lavet forskellige ting til hjemmet, der bliver solgt i Bahne, og vi er også i gang med at lave solbriller og at relancere tøjet.

[node:aller-related-content]

SE og HØR Erik Brandt fortælle om at være succesfuld i videoen herunder:

Videoen er egentlig ganske eksklusivt forbeholdt brugere af vores app Mit SE og HØR, der har købt det trykte blad og scannet det, for at kunne se videoen.

Men rent undtagelsesvis, så bringer vi en lille forsmag på, hvad man kan få, hvis man gør netop det. Bladet har 90 sider, og der er nyt, unikt indhold på alle siderne, hvis man scanner dem med sin smartphone og vores nye app, der fås både til iPhone og Android.

Sponsoreret indhold