Nyheder15. februar 2022

Er han verdens mest ærlige mand? Afleverede en check på 20 billioner tilbage

Britiske Gareth Hughes valgte ikke at indkassere den gigantiske check, som han fik fra sit elselskab
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/twitter-regning.jpeg
 Foto: Twitter / @gh230277

Mens det mest er de stigende elpriser, der bekymrer forbrugere over hele verden, så stod den på omvendt fortegn hos britiske Gareth Hughes.

For den britiske mand fik en check fra sit elfirma, der rummede så mange cifre, at det halve kunne være nok.

Hele 2.324.252.080.110 pund, svarende til over 20 billioner danske kroner, havde hans elselskab Northern Powergrid givet ham i kompensation for, at han var uden strøm i tre dage efter stormen Arwen i november sidste år.

I stedet for at indkassere det gigantiske beløb tyede Gareth Hughes til Twitter i et opslag, der nu har fået over 50.000 likes og 2000 kommentarer.

Artiklen fortsætter under tweetet

– Tak for kompensationen, Northern Powergrid, for da vi var uden strøm efter stormen Arwen. Før jeg indkasserer checken, er I 100 procent sikre på, I har råd til dette?, skriver han på Twitter til et foto af den ufatteligt store check.

Naturligvis vælter det ind med kommentarer og "gode" råd:

– Indkassér den! Og så del den med os andre, lyder det i en kæk kommentar.

– Så overrasker det ikke, at vores elregninger er så store, lyder det fra en anden.

Det er også i kommentarfeltet, at Gareth Hughes beder energiselskabet tjekke efter, da han har kendskab mindst fire andre naboer, der har fået den samme check med det astronomisk høje beløb.

Over for Yorkshire Live bekræfter Northern Powergrid, at der er tale om en fejl, og at 74 kunder har fået en check, hvor det er elmålerens nummer og ikke kompensationsbeløbet, der er angivet på checken.

En talsperson oplyser, at lige så snart fejlen blev opdaget, blev der sørget for, at de 74 checks ikke kunne indkasseres.

Sponsoreret indhold