Enhedslisten Bornholm mister kanditat: Jesper Gredsted trækker sig

Kandidat til kommunalvalget for Enhedslisten Bornholm Jesper Gredsted Smidth har trukket sig fra sit kandidatur og fra valgkampen.
Det oplyser partiet i en pressemeddelelse ifølge Bornholms Tidende.
Jesper Gredsted Smidth er i den seneste uge blevet kritiseret for at have rettet beskyldninger om racisme og nazisme mod flere socialdemokratiske toppolitikere. Det er sket i flere opslag på Facebook.
Ifølge Radio IIII har han blandt andet kaldt justitsminister Peter Hummelgaard (S) og indfødsrets- og skatteordfører Anders Kronborg (S) for henholdsvis "ussel nazist" og "racist".
Han har også sagt til mediet, at Socialdemokratiet i hans optik er et racistisk parti.
Men kommunalvalgkampen skal ikke handle om hans person, lyder det i pressemeddelelsen fra Enhedslisten Bornholm.
- Efter debatterne i denne uge må jeg indse, at jeg har mistet motivationen til at engagere mig i kommunalbestyrelsesarbejde.
- Som jeg også gjorde klart tidligere på ugen, mener jeg, at mine udtalelser var uacceptable, og jeg har undskyldt for dem. De afspejler ikke mig som person eller mit ønske om, at den offentlige debat foregår på en sober og respektfuld måde, lyder det fra den nu forhenværende kandidat.
Fra partiet lyder det ifølge Bornholms Tidende, at bestyrelsen i Enhedslisten Bornholm "forstår og respekterer" beslutningen.
- Udtalelserne i de tre opslag var over grænsen for den tone og respekt, vi forventer i Enhedslisten og i den offentlige debat. Jesper har tidligere undskyldt og taget afstand fra ordene i sine opslag på sociale medier.
- Nu ser vi fremad og fastholder fokus på de politiske sager, der betyder noget for bornholmerne, lyder det fra partiet.
Enhedslistens spidskandidat på Bornholm, Morten Riis, har tidligere på ugen sagt til TV2 Bornholm, at opslagene ikke fulgte partiets retningslinjer.
Morten Riis sagde til mediet, at man ikke som medlem af Enhedslisten kan gå og mene, at alle socialdemokrater er racister.
- Og det gør Jesper heller ikke. Jesper har sagt til mig, at han skrev det i et øjeblik af frustration. Jeg tænker, alle kender til at skrive noget på sociale medier, som vi bagefter fortryder. Og dét er der plads til i Enhedslisten, lød det fra Morten Riis.
Partiet ville ikke ekskludere Jesper Gredsted Smidth, som også stadig ville kunne stille op, lød det.
Selv om Jesper Gredsted Smidth nu selv har trukket sig, vil hans navn stadig stå på stemmesedlen ved kommunalvalget 18. november. Det skyldes ifølge Bornholms Tidende reglerne for opstilling.