Nyheder23. februar 2023

Energistøtte på vej til større antal købmænd

Købmænd i byer på under 2500 indbyggere kan søge op mod 50.000 kroner i støtte til de stigende energipriser
Mindre købmænd kan se frem til op mod 50.000 kroner i energistøtte.
Mindre købmænd kan se frem til op mod 50.000 kroner i energistøtte.
 Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Mindre købmænd i byer på under 2500 indbyggere kan søge om direkte støtte på op til 50.000 kroner som følge af stigende energipriser.

Det siger erhvervsminister Morten Bødskov (S) torsdag på et pressemøde.

- Vi står i midt i en energikrise, og det kan mærkes i hele landet - og især hos de mindre lokalsamfund.

- I mange små byer er det nemlig den lokale købmand, bager eller slagter, der er samlingspunktet. Derfor er det vigtigt, at vi styrker de små bysamfund, siger Morten Bødskov.

Aftalen er en del af inflationshjælpepakken, der blev præsenteret den 10. februar.

Ligesom med inflationshjælpepakken er Enhedslisten, De Konservative og Liberal Alliance som de eneste partier i Folketinget ikke med i aftalen.

Aftalen gælder mindre købmænd, bagere og slagtere, der har oplevet en stigning i deres energiudgifter.

Ifølge Morten Bødskov er det op mod 700 butikker i landet, der potentielt kan få del i støtten.

Ansøgere skal opfylde en række kriterier for at kunne modtage støtten.

Et af kriterierne er, at de skal kunne dokumentere en stigning i energiudgifter på mindst 50.000 kroner i 2022 sammenlignet med 2021.

Ansøgerne skal også være dagligvarebutikker, hvis primære formål er salg af
dagligvarer. Mindst halvdelen af omsætningen skal komme fra dagligvaresalg.

Derudover må ansøgerne højest have, hvad der svarer til ti fuldtidsansatte.

Sponsoreret indhold