Nyheder14. august 2023

Endnu et søgsmål mod Donald Trump

Delstaten Georgia lægger sag an mod den tidligere præsident for at forsøge at omgøre valgresultatet i 2020
Donald Trump har rigeligt med retssager at tage sig af.
Donald Trump har rigeligt med retssager at tage sig af.
 Foto: Butch Dill/AP/Ritzau Scanpix

Delstaten Georgia vil lægge sag an mod tidligere præsident Donald Trump for forsøg på at omgøre valgresultat i 2020 ved præsidentvalget, oplyser en domstol ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Nyhedsbureauet trækker imidlertid en del i land i forhold til dets første melding kort forinden, om at en tiltale ligger klar mod republikaneren Trump.

Domstolen i Fulton County, som Reuters i første omgang henviste til, har ikke reageret på ønsket om en kommentar.

Og meldingen om, at der lægges sag an mod Trump, er blevet fjernet fra domstolens hjemmeside, skriver Reuters.

Ifølge amerikanske medier er det dog forventeligt, at Georgia lægger sag an mod Trump i løbet af denne uge.

Trump tabte valget i Georgia til senere præsident Joe Biden. Men han forsøgte at overtale delstatens indenrigsminister, Brad Raffensperger, til at finde nok stemmer til, at han ville fremstå som vinder.

Det afviste den republikanske indenrigsminister.

Hvis der bliver rejst tiltale mod Donald Trump i sagen fra Georgia, vil det være fjerde gang, at der rejses tiltale mod ekspræsidenten på bare fem måneder.

Tidligere på måneden blev der rejst tiltale i den hidtil største sag mod Trump. Rigmanden blev anklaget for sammensværgelse mod USA ved 6. januar 2020 - i forbindelse med hans tilhængeres storm på Kongressen i Washington - at forsøge at omgøre valgresultatet.

Den sag bliver ført af den særlige anklager Jack Smith.

Smith har desuden allerede rejst sagen mod Trump for at have hemmelige dokumenter fra Det Hvide Hus i sit hjem i Mar-a-Lago, efter han ikke længere var præsident.

I april erklærede Trump sig ikkeskyldig i en sag, der handler om betaling til pornoskuespilleren Stormy Daniels til gengæld for, at hun tav om en påstået affære. Betalingen fandt angiveligt sted i 2016 kort før præsidentvalget, som Trump vandt.

Sponsoreret indhold