Nyheder17. februar 2024

Endelig: Opsending af japansk rumraket lykkes

Lørdag var der klapsalver og jublen i kontrolrum, da Japans opsending af H3-raket endelig gik efter planen.
Opsending af japansk rumraket lykkes
Efter flere forfejlede forsøg er en japansk rumraket sendt i kredsløb med succes.
 Foto: AFP/Ritzau Scanpix

Japans rumfartsmyndighed, Jaxa, meddeler, at man lørdag har gennemført en vellykket opsending af en raket af typen H3.

Det sker efter flere år med forsinkelser og to tidligere forsøg, hvor opsendingen mislykkedes.

H3-raketten, der af Jaxa beskrives som "fleksibel" og "omkostningseffektiv", blev med succes "sendt i kredsløb", siger en embedsmand i rumfartsmyndigheden til AFP.

Japan selv har tidligere beskrevet raketten som et billigere alternativ til Elon Musks SpaceX-raketter.

Den er udviklet i et samarbejde mellem Jaxa og det japanske selskab Mitsubishi Heavy Industries (MHI).

Fra kontrolrummet kunne der under opsendingen høres jubel og klapsalver, efter at myndighedens livesending viste, at missionen var en succes.

Rakettens motor, der skulle bære raketten videre ud i rummet, antændte nemlig.

Ved et forsøg på opsending af en H3-raket i marts sidste år var det netop i dette led, at opsendelsen måtte afbrydes.

Motoren kunne nemlig ikke antænde, og rumfartsmyndigheden var derfor nødt til at destruere raketten for at undgå, at den skulle komme ud af kontrol.

Det skete 14 minutter inde i opsendelsen.

Også måneden inden - i februar 2023 - mislykkedes et forsøg.

Lørdagens opsending skulle egentlig være sket den 13. februar i år, men det forsøg blev aflyst grundet dårligt vejr.

- Udsættelse grundet vejret er den samme situation som for et år siden. Men denne gang håber jeg, at vi får succes, sagde Masashi Okada, som er projektchef for Jaxas H3-enhed til journalister forud for dagens opsending.

- Det er svært at trække en klar linje for, hvornår det er en succes. Men den primære mission denne gang er at få raketten i kredsløb, sagde Okada.

Man havde inden lørdagens mission arbejdet med at lave forbedringer af rakettens system på grund af de tidligere fejlforsøg.

Den bar lørdag to små satellitter. En af dem er tiltænkt en funktion som "katastrofeforebyggende", fordi den kan tage billeder og videoer. På den måde skal man eksempelvis kunne opdage missilaffyringer.

Rumraketten er 57 meter høj.

Sponsoreret indhold