Nyheder30. juni 2022

En uge efter: Nu runder Støjberg ny milepæl

Nu mangler hun kun 19.000 bekræftede vælgererklæringer
Inger Støjbergs nye parti når en ny milepæl.
Inger Støjbergs nye parti når en ny milepæl.
 Foto: Martin Høien

Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne, har nu rundet 1000 bekræftede vælgererklæringer.

Det fremgår af vaelgererklaering.dk.

Torsdag for en uge siden annoncerede Støjberg sit nye parti. Siden da er det væltet ind med vælgererklæring.

Fredag skrev TV 2, at over 50.000 vælgererklæringer til Danmarksdemokraterne var igangsat.

Men en vælgererklæring kan først endeligt bekræftes, syv dage efter at den er igangsat. Danmarksdemokraterne har kunnet indsamle erklæringer siden tirsdag i sidste uge, men det gik først for alvor stærkt, efter Støjberg annoncerede, at hun står bag partinavnet torsdag.

I alt skal der 20.182 vælgererklæringer til, før et parti er opstillingsberettiget til næste folketingsvalg.

Det kunne tyde på, at Inger Støjberg hurtigt når den magiske grænse.

Torsdag formiddag dukker der hvert minut flere nye godkendte vælgererklæringer op.

En måling fra analyseinstituttet Voxmeter viste mandag, at en opsigtsvækkende stor del af vælgerne ville lige nu pege på et parti, som endnu ikke er opstillingsberettiget

Det er særligt opsigtsvækkende, fordi interviewene er lavet i samme uge, som den tidligere udlændingeminister Inger Støjberg præsenterede sig nye parti, Danmarksdemokraterne.

3,6 procent af de adspurgte svarer, at de vil stemme på et parti, som ikke er opstillet til Folketinget, hvis der var valg i morgen. Ugen før svarede kun 0,4 procent det samme.

Inger Støjberg er tidligere udlændinge- og integrationsminister for Venstre.

I december sidste år blev hun dømt til 60 dages fængsel i Rigsretten for en ulovlig instruks.

Derefter blev hun erklæret uegnet til at sidde i Folketinget.

Sponsoreret indhold