Nyheder21. februar 2023

En æra er forbi: Jensens Bøfhus fjerner favoritsaucen

Nu kan du ikke længere bestille favoritsaucen, der har været en del af kædens menukort siden 1990'erne, sammen med din bøf på den populære familierestaurant
Jensens
Jensens Bøfhus har besluttet at skifte den velkendte favoritsauce ud med en ny sauce.
 Foto: Ritzau Scanpix

Der er dårligt nyt, hvis du er en af de mange, der sværger til den cremede favoritsauce på Jensens Bøfhus.

Bøfgiganten har nemlig besluttet at tage den af menukortet, og det betyder, at du ikke længere kan bestille den sammen med din bøf og pommes frites.

Det skriver Ekstra Bladet, der har fået det bekræftet af Peter Arnfeldt, som er presseansvarlig i Jensens Bøfhus.

Forklaringen skal findes i, at Jensens Bøfhus forsøger at modernisere deres udtryk, ligesom de vil imødekomme deres gæsters ønsker.

– Hos Jensens Bøfhus arbejder vi hele tiden på at udvikle og forbedre vores produkter. Vi følger med tiden og forsøger at modernisere vores udtryk og imødekomme vores gæsters ønsker. Denne udvikling foregår løbende, så vi sikrer at ramme netop den smag, vores gæster efterspørger, oplyser Peter Arnfeldt til mediet.

Nu er den røde, cremede favoritsauce altså fortid på Jensens Bøfhus' restauranter. 
Nu er den røde, cremede favoritsauce altså fortid på Jensens Bøfhus' restauranter.
 Foto: Ritzau Scanpix

Som alternativ til den klassiske favoritsauce har Jensens Bøfhus derfor tilføjet en splinterny "steakhouse sauce" til menukortet.

Og selv om det er en stor ændring, er man allerede nu fortrøstningsfulde ved beslutningen, fortæller Peter Arnfeldt. Den nye sauce, der er mere karakterfuld og knap så sød som favortitsaucen, har nemlig allerede fået en overvejende positiv respons.

Er man mere til den velkendte favoritsauce, og er man ikke bleg for selv at finde gryden frem, forsikrer Stryns, som opkøbte varemærket Jensens køkken i 2017, dog, at man stadigvæk kan finde den på hylderne i de danske supermarkeder.

Sponsoreret indhold