Nyheder30. maj 2022

En ægte divahund: Vil kun drikke købevand

Lizzis hund nægter at drikke vand fra hanen – derfor må hun hver måned bruge hundredvis af kroner på flaskevand
Henry nægter at drikke fra hanen - det skal være fra flaske!
Henry nægter at drikke fra hanen - det skal være fra flaske!
 (Foto: Privat)

Er du den lykkelige ejer af en fransk bulldog, har du nok oplevet, hvor stædig din hund kan være.

Men er din vovse mon lige så stædig som denne?

Den franske bulldog Henry nægter nemlig at drikke vand fra hanen, hvilket betyder, at hans ejer nu køber flaskevand i tide og utide til sin firbenede diva.

Til The Sun fortæller hundens ejer, Lizzi Pallister, at Henrys vandforbrug koster hende 40 britiske pund om måneden – svarende til godt og vel 350 kroner.

Hundeejeren har ellers forsøgt at lokke med almindelige postevand – men den hopper Henry ikke på.

- Når jeg stiller postevand på gulvet, skubber han det væk og kigger på mig med det dér blik ”Godt forsøgt, men hvor er mit flaskevand?”, forklarer Lizzi, der køber 24 flasker vand til sin vovse – hver uge vel at mærke.

- Jeg har forsøgt at putte postevand i flasken, men det regner han også ud. Jeg bliver faktisk nødt til at åbne flasken foran ham og hælde det i skålen, før han drikker det.

Det er dog ikke kun, når det kommer til drikkevarer, at Henry er en diva.

Hunden nægter også at sove alene, ligesom han også vil bæres op og ned ad trapperne.

Sponsoreret indhold