NyhederI går (opd. I går)

Elon Musk i chok-exit: Advarer om økonomisk katastrofe efter Trumps "store, smukke lov"

Musk langer ud efter Trumps nye lovpakke og kalder den “skandaløs” - advarer om svimlende gæld og voksende underskud for amerikanerne
Hvedebrødsdage er i den grad forbi mellem Elon Musk og  Donald Trump. Nu er spørgsmålet bare, hvor grim skilsmissen ender med at blive.
Hvedebrødsdage er i den grad forbi mellem Elon Musk og Donald Trump. Nu er spørgsmålet bare, hvor grim skilsmissen ender med at blive.
 Foto: Allison Robbert/AFP/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Elon Musk smækker med døren

Amerikanerne kommer til at lide under et uholdbart stort budgetunderskud med præsident Donald Trumps store lovpakke, som for nylig blev stemt igennem i Repræsentanternes Hus.

Det mener techmilliardæren Elon Musk, der indtil fredag i sidste uge stod i spidsen for den amerikanske administrations Departement for Regeringseffektivitet (Doge).

- Jeg beklager, men jeg kan bare ikke holde det ud længere, skriver Musk på det sociale medie X med henvisning til lovpakken.

Han skriver videre, at lovpakken, som Trump selv kalder en "stor, smuk lov", er "skandaløs" og "en afskyelig vederstyggelighed".

- Skam jer, jer der stemte for den, skriver Musk.

Lovpakken forlænger blandt andet skattelettelser fra Trumps første præsidentperiode.

Den vil ifølge Musk "øge det allerede gigantiske budgetunderskud" og "bebyrde de amerikanske borgere med en knusende, uholdbar gæld".

I tillæg til skattelettelser fjerner loven flere af de incitamentsordninger for vedvarende energi, som blev indført under præsident Joe Biden.

Den kommer også med finansiering af tiltag mod immigration.

Samtidig vil den gøre det sværere at få adgang til sundheds- og fødevareprogrammer for de fattigste i USA.

Overordnet anses den for at være af stor betydning for, at Trump kan få gennemført sin politiske dagsorden.

Doge, hvor Musk har spillet en central rolle, blev etableret efter Trumps indsættelse på præsidentposten i januar.

Departementet har til formål at effektivisere det offentlige system i USA.

Musk har tidligere lovet, at Doge ville finde besparelser i de statslige budgetter for to billioner dollar. Det er 2000 milliarder dollar.

Der hersker dog en del uklarhed om, hvor store beløb der reelt er sparet på de offentlige budgetter indtil videre.

Den uafhængige hjemmeside Doge Tracker har talt sig frem til besparelser for 12 milliarder dollar indtil videre, har nyhedsbureauet AFP tidligere beskrevet.

Det amerikanske magasin The Atlantic har regnet sig frem til besparelser for et noget lavere beløb - nemlig to milliarder dollar.

Det var fra begyndelsen meningen, at Elon Musk kun midlertidigt skulle være en del af Doge.

Musk donerede næsten 300 millioner dollar til Trumps valgkampagne op til præsidentvalget i november sidste år.

Inden han involverede sig i amerikansk politik, var han kendt for sit opkøb af det daværende Twitter, for sin rolle som administrerende direktør for Tesla og for at have grundlagt rumfartsvirksomheden SpaceX.

Sponsoreret indhold