Nyheder25. januar 2017

Ellevilde Viggo jubler over Oscar-nominering

Den dansk-amerikanske stjerneskuespiller er oppe mod blandt andre Ryan Gosling og favoritten Casey Affleck.
https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/18.03060662.jpg
 (Foto: All Over)

Der er masser af dansk stjernestøv til dette års Oscar-uddeling.

Efterkrigsdramaet "Under sandet" er nomineret til at vinde den gyldne statuette for bedste ikke-engelsksprogede film, mens "Silent Nights", der er instrueret af unge Aske Bang, er nomineret i kategorien bedste kortfilm.

Viggo Mortensen er også nomineret i kategorien bedste mandlige hovedrolle for sin præstation i indiedramaet "Captain Fantastic".

Trods filmens sparsomme budget er den alligevel nået vidt ud og har rørt Oscar-akademiet. Og det glæder Viggo Mortensen.

- Vi har lavet hundredvis af præsentationer og interviews - ikke kun i USA, men over hele verden - og jeg tror, at det var den eneste måde, en film som denne ville blive i folks bevidsthed, siger han til The Hollywood Reporter.

I filmen spiller den dansk-amerikanske skuespiller familiefaren Ben, der er flyttet langt ud i naturen med sine seks børn.

Her lever de langt fra materialismen, men konens selvmord tvinger Ben og børnene tilbage til civilisationen, hvor den idealistiske familiefar får sat sin livsfilosofi på prøve.

"Captain Fantastic" er produceret uden de store filmgiganter i ryggen og blev først fremvist på Sundance Film Festival, som fokuserer på såkaldte independent-indiefilm.

- Hvert år sniger der sig smalle film som "Captain Fantastic" ind, og folk reagerer ved at sige "hvordan pokker skete dét lige?", men jeg synes, at vi har fortjent det, lyder det fra 58-årige Viggo Mortensen.

Viggo Mortensen er oppe imod et skarp felt i sin kategori. Foruden ham er Ryan Gosling nomineret for musicalen "La La Land", Andrew Garfield er nomineret for krigsfilmen "Hacksaw Ridge", den dobbelte Oscar-vinder Denzel Washington er nomineret for dramaet "Fences", og storfavoritten Casey Affleck er nomineret for "Manchester by the Sea".

I 2007 fik Viggo Mortensen sin første Oscar-nominering for gangsterdramaet "Eastern Promises", men den gyldne statuette gik i 2007 til Daniel Day-Lewis for "There Will Be Blood".

Om Viggo Mortensen og de to andre danske darlings vinder en Oscar vil vise sig ved uddelingen 26. februar.

/ritzau/FOKUS

Sponsoreret indhold