Nyheder19. juli 2023

Elevator ude af drift: Astrids kæreste missede toget og fik kæmpe regning

Svenske Jernbaner har nu sendt sagen videre til kundeombudsmanden, der skal træffe en beslutning om mulig godtgørelse til Astrids kæreste, Björn
- Vi ville ønske, at vi bare kunne gå op og ned af trapper, fortæller Astrid Lorenzen, der er ked af hele episoden.
- Vi ville ønske, at vi bare kunne gå op og ned af trapper, så Björn kunne nå toget i stedet for at få en dyr regning bare for at komme hjem, fortæller Astrid Lorenzen, der er ked af hele episoden.
 Foto: Privatfoto

Har du haft samme eller lignende oplevelse som Astrids kæreste? Så hører vi gerne fra dig. Skriv en mail til journalisten på saad@sh.dk

En dejlig og varm sommerferie endte fuldstændig galt.

Svenske Björn skulle søndag aften hjem med toget fra København, hvor han havde været på ferie hos sin danske kæreste, Astrid Lorenzen.

Astrid var taget med kæresten på Københavns Hovedbanegård for at kysse ham farvel, de var der i god tid før afgangen til Stockholm, hvor Björn bor.

Men på Hovedbanegården opdagede kæresteparret, at elevatoren var ude af drift til spor 26.

Begge har cerebral parese (en hjerneskade, red.), der gør, at de må sidde i kørestol. Derfor kan de ikke gå på trapper og skal bruge en elevator. Derudover har Björn en ledsager, der hjælper ham med støtte.

- Vi ringede til både SJ (Svenske Jernbaner, red.) og DSB, men ingen kunne hjælpe os. Det var en meget ubehagelig situation at stå i, fortæller Astrid til SE og HØR.

Björn kunne altså ikke komme hen til toget og kunne derfor ikke komme med toget til Stockholm.

Herefter blev Björn sammen med sin ledsager på Hovedbanegården rådet til at tage toget til Malmø for så at kunne det oprindelige til Stockholm, som de ville kunne nå.

Astrid Lorenzen og Björn. 
Astrid Lorenzen og Björn.
 Privatfoto

Det gjorde de så, men i Malmø var der diverse tog-forsinkelser, der gjorde, at Björn og og hans ledsager ikke kunne komme til Stockholm.

- Der var ingen hjælp at hente. Jeg sad i min lejlighed på Østerbro og prøvede at finde en måde at få dem til Stockholm så hurtigt og billigt som muligt. Jeg følte mig magtesløs, fortæller Astrid.

De tre nåede frem til, at den bedste løsning var at tage toget tilbage til København igen for så at flyve til Stockholm næste morgen, selvom ledsageren havde fri.

Da der ikke er plads i Astrid lejlighed, måtte Björn og ledsageren overnatte på et hotel i København før afgangen til Sverige.

Björn endte med at komme hjem til Stockholm - men med en møgdyr regning.

For rejsen til Sverige, der oprindelig skulle koste 964 danske kroner, er blevet til en regning på cirka 6500 kroner for ekstra togbilletter, flybilletter og hotelophold for både Björn og hans ledsager.

- Vi ville ønske, at vi bare kunne gå op og ned af trapper, så Björn kunne nå toget i stedet for at få en dyr regning bare for at komme hjem, fortæller Astrid Lorenzen.

I skrivende stund har Björn kun fået refunderet sin egen oprindelige billet fra Hovedbanegården til Stockholm. Den kostede 482 kroner.

BIlletterne er købt via Svenske Jernbaner, der nu sendt hele sagen videre til kundeombudsmanden, der skal træffe en beslutning om godtgørelse Björn for hele turen.

- Jeg håber ikke, at min kæreste bliver straffet for sit handicap. Vi håber at få hjælp nu, for de var ligeglade med os tidligere, lyder de afsluttende ord fra Astrid.

Sponsoreret indhold