Nyheder10. februar 2023

"Ekstremt sjælden" sæl født i Esbjerg

Det syn, der mødte dyrepasserne på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg torsdag morgen, var noget helt specielt
En hybrid-sælunge er netop kommet til verden i Esbjerg. 
En hybrid-sælunge er netop kommet til verden i Esbjerg.
 Foto: Esbjerg Fiskeri- og Søfartsmuseum

Det var et yderst sjældent syn, som dyrepasserne på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg mødte ind til torsdag morgen.

I et af museets anlæg lå der nemlig en lille nyfødt – og ekstremt sjælden – hybrid-sælunge.

Det skriver Fiskeri- og Søfartsmuseet i et opslag på Facebook.

– Det burde ikke kunne ske, da hybrider mellem arter er ekstremt sjældne i naturen. Der er aldrig før, i hverken fangenskab eller natur, dokumenteret hybrider mellem gråsæl og spættet sæl, skriver museet.

Men selv om sælungen er meget sjælden af dens art, ser den på nuværende tidspunkt ud til at være levedygtig.

Dog vil museet sammen med faglige eksperter og dyrlæger overvåge den nøje de kommende dage, ligesom de vil holde øje med, om dens mor, gråsælen Else, vil tage sig af ungen.

I opslaget skriver Fiskeri- og Søfartmuseet derfor også, at de i går, torsdag, havde valgt at lukke sælariet for gæster, men satser på at åbne op igen de kommende dage.

– Vi beder alle vores gæster om at tage hensyn til unge og mor, når de besøger sælariet, så de bliver stresset mindst muligt.

– I de kommende dage vil vi åbne sælariet igen, hvis vi vurderer, at det er forsvarligt i forhold til dyrenes trivsel. Vi takker for jeres forståelse!

Sponsoreret indhold