Nyheder17. november 2022

Ekstra Bladets medarbejdere forlænger arbejdsnedlæggelse

De ansatte nedlagde onsdag arbejdet i protest mod en spareplan
hgfd
De ansatte på Ekstra Bladet nedlagde onsdag arbejdet i protest mod en spareplan.
 Foto: Ritzau Scanpix

De redaktionelle medarbejdere på Ekstra Bladet har besluttet at forlænge den arbejdsnedlæggelse, der blev indledt onsdag, til fredag formiddag.

Det oplyser avisens to tillidsrepræsentanter James Kristoffer Miles og Jimmi Willemoes Jensen til Mediawatch.

De ansatte nedlagde onsdag arbejdet i protest mod en spareplan.

Indledningsvis skulle nedlæggelsen vare til torsdag formiddag, men genoptagelsen af arbejdet er altså udskudt for nu.

Onsdag blev de ansatte orienteret om, at avisen føler sig nødsaget til at igangsætte en spareplan som svar på højere omkostninger.

Det sker ved at udlicitere cirka 15 ud af 20 stillinger i sekretariatet, der står for layout og redigering af avisen.

Det er fremover bureauet Wunderkind, som overtager størstedelen af arbejdet med avisens udseende. Det er samme bureau, som står for arbejdet med avisen hos Berlingske, Børsen og B.T.

Ekstra Bladet er en del af samme mediehus som Politiken og Jyllands-Posten, som også bliver ramt af nedskæringer.

De ansatte på Politiken valgte også at nedlægge arbejdet onsdag, men torsdag har de valgt at genoptage det. Det fortæller avisen ansvarshavende chefredaktør, Christian Jensen, til Mediawatch.

Sponsoreret indhold