Nyheder14. september 2020

Ekstra Bladets ansatte nedlægger arbejdet

Efter fyringer har journalisterne på Ekstra Bladet valgt at nedlægge arbejdet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20170726-173606-a_46mb.jpg
 Foto: Ritzau/Scanpix

Danmarks næststørste nyhedsmaskine er nedlagt.

Ekstra Bladet har netop fyret otte medarbejdere, hvilket har fået journalisterne til at nedlægge deres arbejde og gå hjem.

Det er langt fra første gang, at Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen har fyret medarbejdere på avisen. Senest i 2016 var der fyringer.

Efter de otte medarbejdere fik den triste besked, blev det besluttet på et fællesmøde blandt journalisterne, at de nedlægger arbejdet frem til klokken 12.00 tirsdag.

Det skriver journalisternes fagblad Journalisten.

Ifølge SE og HØR's oplysninger er fyringerne faldet blandt fotoredaktører, grafiskemedarbejdere og journalister fra TV-redaktionen.

Ifølge Journalisten har medarbejderne sendt denne meddelse til cheferne på bladet:

'Fyringsrunden kommer i kølvandet på en ekstraordinær coronakrise, hvor medarbejderne har kæmpet for at få virksomheden igennem krisen. At ledelsen kvitterer med en spareplan og nedlæggelse af stillinger er i den grad en svinestreg.'

'Nøglemedarbejdere for det tabloide produkt, der på coronakrisens højdepunkt blev set som uundværlige, bliver nu smidt på porten. Den beslutning er i vores øjne katastrofal og endnu et udtryk for manglende indsigt og overblik', lyder det i brevet til ledelsen.

Men Poul Madsen giver ikke meget for, at hans ansatte nu har slukket computeren.

'Vi mener, det er en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, og jeg vil opfordre medarbejderne til at vende tilbage med det samme, siger chefredaktøren.

Ekstra Bladet vil stadig udkomme digitalt og på print frem til tirsdag. Her vil de ansatte igen holde et fællesmøde, hvor det skal besluttes, om de fortsat skal nedlægge arbejdet.

Sponsoreret indhold