Nyheder20. juni 2023 (opd. 20. juni 2023)

Ekstra Bladet beholder arkiv med mindreårige piger: - Kun jeg har nøglen

Chefredaktør Knud Brix har som den eneste nøglen til et skab med side-9 billederne, der tidligere er blevet kritiseret for at være børnepornografiske
Knud Brix lovede at fjerne og destruere det fysiske materiale med de mindreårige side 9-piger. Det skete bare aldrig - i stedet er billederne låst inde. Og kun han har nøglen.
Knud Brix lovede at fjerne og destruere det fysiske materiale med de mindreårige side 9-piger. Det skete bare aldrig - i stedet er billederne låst inde. Og kun han har nøglen.
 Foto: Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Chefredaktør Knud Brix udsat for stalkning

Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør, Knud Brix, vil - så længe han sidder på posten - være den eneste med nøglen til et skab med nogle meget omdiskuterede billeder.

Tidligere var han ellers klar til at destruere billederne, men nu har han ændret holdning, skriver Politiken.

Billederne viser en række topløse side-9-piger under 18 år. Optagelser, der tidligere er blevet kritiseret for at være børnepornografiske. I hvert fald hvis de blev taget og brugt i dag.

Men efter politiet har vurderet, at billederne - som stammer fra 1970'erne og 1980'erne - ikke er strafbare at opbevare, vil Ekstra Bladet nu gemme dem til eftertiden.

- I princippet udgør billederne et stykke dansk kulturhistorie af tidsbilledet fra 70’erne og 80’erne med et andet syn på etik og moral og kropskultur og seksualitet.

- Og når det ifølge vores undersøgelse og politiets vurdering ikke er strafbart, så synes jeg, det ville være forkert at slette arkivet, siger Knud Brix til avisen.

Hans tidligere udmelding om, at billederne skulle destrueres, er derfor et udtryk for, at han var "for hurtig på aftrækkeren", lyder det.

Billederne blev da heller aldrig ødelagt, som han ellers offentligt udtalte, at de ville blive.

Sponsoreret indhold