Nyheder14. maj 2022

Ekspert: Spækhugger kan have slugt plastik eller haft rygsmerter

Ondt i ryggen eller et slugt stykke plastik kan have været årsagen til, en spækhugger lå stille i flere uger i dansk farvand
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/fdsfafda.jpg
 Foto: Presse-fotos.dk

Det har sygemeldt mange mennesker, men umiddelbart er ondt i ryggen ikke noget man forbinder med dyreriget.

Alligevel kan rygsmerter være forklaringen på, hvorfor en spækhugger ugevis lå stille i Limfjorden.

Det siger vildtkonsulent Ivar Høst til TV 2.

Eksperten understreger, at det er umuligt at slå fast præcis, hvorfor det sort-hvide pattedyr ikke rykkede på sig.

- Den kan have haft en forgiftning, som så er aftaget. Det kan også være, den har spist et stykke plastik, der så er passeret igen. En anden teori er, at den kan have haft hold i ryggen, der har løsnet sig. Men alt er gætterier, for vi har ingen fakta, siger Ivar Høst til TV 2.

Man ved ikke, hvor spækhuggeren befinder sig, efter at den er begyndt at bevæge sig på ny.

Troede ikke, den skulle overleve

Det kom som en stor overraskelse, at spækhuggeren onsdag pludselig svømmede rundt, efter at have ligget stille i omkring fire uger.

Ivar Høst spåede ikke de store overlevelseschancer inden spækhuggeren begyndte at røre på sig. Det indrømmede han onsdag til Ritzau.

- Det sidste lange stykke tid har jeg troet, at det her var med døden som udgang. Da mågerne mandag begyndte at hakke i spækhuggeren, var jeg helt sikker på, at det var tæt på.

- Men spækhuggeren har taget fusen 100 procent på os, sagde Ivar Høst i midtugen til nyhedsmediet.

Mandag forlød det, at måger ganske rigtig var begyndt at spise af den levende spækhugger.

Men spækhuggeren, der formodes at være i bedring, siden den kan svømme, bliver nu spået udmærkede chancer for overlevelse.

Det har dermed være en stor nyhedsuge for de eksotiske dyr, der besøger Danmark for tiden.

Tirsdag kunne TV Midtvest rapporterer, at hanstorken Kjeld først havde haft damebesøg om natten, og dagen efter havde parret sig med en ældre hunstork.

Sponsoreret indhold