Ekskæresten kræver erstatning efter overfald

Blot få måneder efter han opnåede et af sit livs foreløbige højdepunkter med en 4.-plads i X Factor, gennemgår Rasmus Nielsen en af sit livs største nedture.
I dag er han nemlig på anklagebænken i byretten i Roskilde, hvor han er tiltalt for vold mod ekskæresten Sandra Stampe Kolding. Hun kræver 17.000 kroner i erstatning efter angiveligt at være blevet overfaldet oven på en bytur den 21. maj.
Læs også: Rasmus benægter vold
Ifølge B.T., der var til stede ved dagens retsmøde, var Rasmus rød i hovedet og forsøgte at undgå øjenkontakt med ekskæresten, da han ankom til retten. Sindsstemningen ændrede sig dog, efterhånden som Sandra Stampe Kolding afgav sin forklaring, og den i dag 18-årige Rasmus fnøs og rystede på hovedet flere gange.

Ekskæresten, der stadig er sygemeldt efter episoden for 2 måneder siden (Foto: Facebook)
Især da den 17-årige eks og et andet vidne begge forklarede, at Rasmus havde truet med at skære halsen over på dem, hvis de gik til politiet, reagerede den tidligere X Factor-deltager med voldsom hovedrysten.
Læs også: Rasmus klar med single
- Rasmus havde tidligere på natten givet mig en lussing og var blevet smidt ud af Crazy Daisy. Og da jeg og en veninde senere var på vej hjem, overfaldt han mig ved stationen, hvor han gav mig en knytnæve i hovedet, rev mig i håret og bankede mit hoved ned i jorden 2 gange, har Sandra Stampe Kolding tidligere fortalt B.T. om voldsepisoden.
Rasmus Nielsen er tiltalt efter den såkaldt milde voldsparagraf 244, hvor strafferammen går fra bøde og op til 3 års fængsel. Det mest almindelige er dog et par måneders fængsel, men det er nu op til en dommer at afgøre Rasmus' skæbne.