Efter voldsomt vejr i Italien: 800 sager meldt til forsikringsselskaberne

Der har været travlt hos assistanceselskabet SOS International, der har haft til opgave at stå for at få fragtet de mange danskere hjem samt deres biler og campingvogne.
Nødhjælpen skyldes det voldsomme vejr, der har hærget det nordlige Italien i sidste uge.
Her har kæmpestore hagl forårsaget skader på biler og campingvogne.
Det sender nu forsikringsselskaberne på overarbejde, fortæller Karin Tranberg, divisionsdirektør i SOS International.
Til SE og HØR giver hun det samlede overblik over de mange forsikringssager, der nu skal håndteres.
– Vi har omkring 800 forsikringssager om beskadigelse af køretøjer og enkelte personskader, siger Karin Tranberg.
– Personskaderne er ikke kritiske, forsikrer hun.
SOS International er i gang med at fragte omkring 500 danske biler hjem fra Italien, som ikke har kunnet køre selv og heller ikke kunne blive repareret i Italien.
Det har ikke været uden udfordringer for SOS International at fragte de mange køretøjer hjem.
De forventes at tage mindst tre uger, før alle biler er hjemme.
– Det, der er problemet, er, at det er midt i højsæson, hvor mange er på ferie. Campingstederne er fyldte. Kunderne vil gerne have deres køretøjer hjem hurtigt, og det er vores største fokus at få dem hjem hurtigst muligt, men det kræver, at der er tilstrækkeligt med redningsbiler, der kan få dem hjem. Der kommer til at gå minimum to til tre uger, før de alle sammen er hjemme, forklarer Karin Tranberg.
Divisionsdirektøren i SOS International kan ikke give et samlet overblik over, hvad regningen løber op i for forsikringsselskaberne, da det først bliver opgjort senere, når de omkring 800 forsikringssager er gennemgået.