Nyheder6. februar 2024 (opd. 5. september 2024)

Efter sygdom: Franciska Rosenkilde er tilbage

Franciska Rosenkilde er tilbage på Christiansborg. Alternativets politiske leder var fraværende grundet sygdom
Franciska Rosenkilde (ALT) til doorstep om større energiparker og mere grøn energi fra sol og vind på land, i Klimaministeriet i København, tirsdag den 12. december 2023. (Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix)
Franciska Rosenkilde er tilbage på Christiansborg efter sygdom.
 Foto: Ritzau Scanpix

Alternativets politiske leder, Franciska Rosenkilde, er tilbage på Christiansborg efter en periode, hvor hun har været fraværende på grund af sygdom.

Hun vendte tilbage mandag, oplyser partiets pressetjeneste til Altinget.

25. januar skrev Frihedsbrevet, at Franciska Rosenkilde var syg og ikke havde været til stede på Christiansborg i ugevis.

Partiets pressetjeneste bekræftede sygdommen, men ville ikke forklare, hvad det skyldtes, eller hvornår Franciska Rosenkilde ville vende tilbage.

Over for Altinget ønsker partiet fortsat ikke at fortælle om forløbet, men oplyser blot, at hun nu er tilbage.

Franciska Rosenkilde var ikke formelt meldt syg til Folketinget, og derfor har der heller ikke været indkaldt en suppleant.

Under sit fravær missede Franciska Rosenkilde flere vægtige debatter i Folketingssalen.

Det var blandt andet partilederdebatten den 16. januar, og hun var heller ikke til stede til spørgetimen med statsministeren den 23. januar.

På eksempelvis sine sociale medier har Franciska Rosenkilde ikke været aktiv med opslag siden 13. januar.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra Alternativet.

Sponsoreret indhold