Nyheder6. marts 2024

Efter Super Tuesday: Trump og Biden er klar til genvalgskamp

Efter Super Tuesday står det klart, at Joe Biden og Donald Trump forbereder sig på en gentagelse af deres præsidentvalgskamp som for fire år siden. Biden advarer allerede nu mod Trumps effekt på USA's demokrati
Der skal meget til for, at vi ikke kommer til at se pensionisterne her kæmpe mod hinanden til november.
Der skal meget til for, at vi ikke kommer til at se pensionisterne her kæmpe mod hinanden til november.
 Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix

De foreløbige resultater fra Super Tuesday tyder på, at den republikanske ekspræsident Donald Trump og den siddende demokratiske præsident, Joe Biden, kommer til at stå overfor hinanden igen i præsidentvalgkampen i USA senere i år.

Trump ser ud til at vinde i foreløbigt 12 delstater, mens Biden meldes som vinder i 15 delstater, fremgår det af en optælling fra nyhedsbureauet AP.

I en udtalelse lyder det fra Biden, at hans forventede modstander i valgkampen er en trussel mod det amerikanske demokrati.

- Aftenens resultater efterlader det amerikanske folk med et klart valg. Vil vi fortsætte med at bevæge os fremad, eller vil vi tillade Donald Trump at trække os baglæns ind i kaos, splittelse og mørke, der definerede hans embedsperiode?, udtaler præsidenten ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det var forventet, at Biden ville bevæge sig smertefrit gennem Super Tuesday uden store nederlag.

Det til trods for at aktivister forsøgte at starte et protestvalg i delstaten Minnesota. Her har forskellige bevægelser ført kampagne for at få progressive demokrater samt muslimske vælgere til at stemme blankt i protest mod Bidens position i krigen i Gaza.

Præsidenten ser ud til at vinde i delstaten. Med cirka halvdelen af alle stemmer talt op, ser det ud til, at 20,4 procent har stemt blankt.

I det amerikanske territorium Amerikansk Samoa har Biden indtil videre lidt sit eneste nederlag ved Super Tuesday. Her står entreprenør Jason Palmer ifølge Det Demokratiske Partis afdeling i Amerikansk Samoa til at vinde 51 stemmer efter det afholdte caucus mod Bidens 40.

Der er i Amerikansk Samoa seks delegerede på spil.

Sponsoreret indhold