Nyheder2. september 2021

Efter strejke: Nu kommer regningen

Dansk Sygeplejeråd har på en kongres torsdag besluttet at forhøje kontingenter for medlemmerne efter strejken
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sterjke.jpg
 Foto: Mads Dalegaard/Ritzau Scanpix

Dansk Sygeplejeråds (DSR) medlemmer kommer til at skulle betale mere i kontingent efter den næsten ti ugers lange strejke.

Det er blevet besluttet på fagforeningens kongres torsdag, oplyser DSR på sin hjemmeside.

Brug for pengene

Et såkaldt konfliktkontingent skal "polstre organisationen til overenskomstforhandlingerne i 2024".

- Vi er meget opmærksomme på, at medlemmerne ikke skal betale mere end højst nødvendigt, og det vil hovedbestyrelsen nu se på, siger formand Grete Christensen på hjemmesiden.

- Jeg er glad for, at der i kongressen er udbredt enighed om, at vi skal sikre en stabil økonomi, fordi det giver handlemuligheder, så vi er rustet til fremtiden – og fremtidige overenskomstforhandlinger.

Strejken uden vindere

* Ifølge Berlingske kostede en sygeplejerskestrejke 650 millioner kroner i 2008.

* Dengang strejkede omkring 12.000 sygeplejersker i 43 dage. Hen over sommeren i år var mere end 6000 udtaget til strejken, der varede 69 dage.

* Konflikten mellem sygeplejerskerne og Danske Regioner samt Kommunernes Landsforeningen blev afsluttet 27 august, da et lovindgreb blev vedtaget i Folketinget.

* Med vedtagelsen vil sygeplejerskerne stige 5,02 procent i løn over de næste tre år. Det er den samme lønstigning, som blev vedtaget i februar til andre ansatte i kommunerne og regionerne.

* Der bliver også nedsat en komité. Den skal se på lønforholdene for offentligt ansatte.

Ukendt regning

Hvad konfliktkontingentet præcist bliver, skal hovedbestyrelsen nu beslutte.

Desuden undersøger hovedbestyrelsen "alternative muligheder for finansiering, så konfliktkontingentet kan reduceres".

Det vides heller ikke endnu, hvor mange penge der er blevet brugt af strejkekassen i DSR i løbet af de næsten ti ugers strejke.

Sponsoreret indhold