Nyheder19. maj 2023

Efter stor karamel-shitstorm: Carletti er gået i flyverskjul

Slik- og chokoladeproducenten ønsker ikke at svare på kritiske spørgsmål om deres karameller
Der er blevet fundet knappenåle og tegnestifter i Carlettis karameller.
Der er blevet knappenåle og tegnestifter i Carlettis karameller. Det har de ingen kommentarer til.
 Foto: Colourbox

TIP OS ANONYMT: Kender du mere til sagen? Skriv en fortrolig mail til journalisten på saad@sh.dk

LÆS OGSÅ: Farlige genstande fundet i karameller

Knappenåle og tegnestifter.

Det er blot nogle af de genstande, der er blevet fundet i slik- og chokoladeproducenten Carlettis karameller i forbindelse med sidste skoledag i folkeskolen.

Før 9. klassernes afgangsdag florerede videoer på de sociale medier, hvor flere influencers blandt andet opfordrede til at fylde krydderier som chili og hvidløg i karameller fra Carletti, hvilket skabte stor vrede hos følgerne.

Og det var Carletti selv, der havde opfordret de unge influencers til fylde deres karameller med olivenolie, hvidløg eller paprika.

Efter influencernes videoer er der nu blevet fundet farlige genstande i Carletti-karamellerne, hvilket har fået flere skoleledere til at skrive ud til forældre og medarbejdere på Aula for at alarmere om situationen.

SE og HØR har derfor forsøgt at få Carletti i tale, i forhold til hvad slik- og chokoladeproducenten tænker om situationen, og om Carletti muligvis bærer en del af ansvaret for den alarmerende situation, da de selv opfordrede unge til at smide noget i deres karameller.

Men Carletti ønsker hverken at stille op til interview eller besvare nogle af vores spørgsmål på skrift. "Vi har ingen kommentarer', lyder det fra Carlettis presseafdeling.

Det ville vi have spurgt om

SE og HØR har ellers en lang række spørgsmål til Carletti, som vi vil have svar på. De lyder:

– Hvorfor opfordrede I til, at man kunne fylde jeres karameller med olivenolie, hvidløg, paprika eller chili? Det er jo ikke alle børn, der kan tåle det?

Hvilke korrespondancer har I haft med influencerne?

Havde I advaret de unge influencere, før de lagde videoerne ud? De er jo blevet mødt med vrede og er blevet svinet til på de sociale medier?

– Nu er der blevet fundet farlige genstande i jeres karameller. Hvad tænker I om det?

Flere skoleledere har alarmeret om situationen om jeres karameller, hvilket har bekymret medarbejdere og forældre. Bærer I en del af ansvaret?

Hvad tænker I om, at femårige og seksårige børn kunne risikere at spise en af jeres karameller med en knappenål og tegnestift i?

Carletti ønskede heller ikke at stille op til interview, da influencernes videoer begyndte at florere på de sociale medier. I en mail oplyste slik- og chokoladeproducenten, at de havde begået en fejl.

– Vi er bekendt med, at nogle af de influencers, som vi samarbejder med, har foreslået at tilføje chili og hvidløgspulver, samt nedfrysning af vores karameller ifm. en kampagne op til sidste skoledag, skrev Katrine Tuelstrup, der er marketingschef hos Carletti.

– Det er en klar fejl fra vores side, at vi har opfordret til dette, og det beklager vi meget. Vi ønsker på ingen måde at skade nogen og er meget kede af at have skabt en utryg stemning pga. vores ubetænksomhed, sluttede hun.

Videoerne, der opfordrede til at lave "klamme karameller", er sidenhen blevet slettet fra sociale medier.

SE og HØR har forsøgt at tage kontakt til flere af de influencers, der delte videoerne. Nogle af dem vil ikke udtale sig, mens andre ikke er vendt tilbage på vores henvendelse.

Sponsoreret indhold