Efter stor investering: Nykredit fyrer 88 ansatte

Der var liv og glade dage, da Nykredit i starten af sommeren kunne fortælle, at de havde opkøbt banken Spar Nord.
Men nu er der dårlige nyheder for Nykredits medarbejdere - de skal nemlig sige farvel til en del kollegaer.
Ifølge Finans meddeler banken nemlig, at de skal fyre 88 medarbejdere. Det skriver de i en selskabsmeddelelse.
Det kommer efter, at de for en måned siden ellers havde hævet forventningerne til årsregnskabet, som ellers er et tegn på, at det går godt i biksen.
"Ligesom ved andre sammenlægninger af denne størrelse vil der være organisatoriske forandringer. Vi har derfor været åbne om, at vi samlet vil skulle være færre, end vi har været hidtil. Det er den menneskeligt svære del af de ændringer, vi nu foretager. Vi kommer til at sige farvel til værdsatte kollegaer på tværs af koncernen," lyder det fra koncernchef i Nykredit, Michael Rasmussen.
Fyringer har da heller ikke noget med årsregnskabet at gøre. Ifølge koncernchefen kommer fyringerne i forbindelse med, at Spar Nord skal passe bedre ind i Nykredit.
Spar Nord meddelte tidligere på året også, at mellem 100 og 150 arbejdspladser på hovedkontoret i Aalborg ville blive nedlagt i forbindelse med Nykredits opkøb af banken.
Ifølge Michael Rasmussen vil nogle af de "organisatoriske forandringer" ske med det samme, mens der i andre afdelinger vil gå lidt længere tid.
Dermed lugter det lidt af flere fyringer med tiden.