Efter skyderi i svensk shoppingcenter: 40-årig mand varetægtsfængslet

En 40-årig mand er tirsdag blevet varetægtsfængslet på baggrund af mistanke om medvirken til drab ved et skyderi i shoppingcenteret Emporia i Malmø den 19. august.
Det kom mandag frem, at den 40-årige var anholdt i sagen, hvor en 31-årig mand blev dræbt, og en kvinde blev såret af skud.
Den 40-årige nægter sig ifølge forsvarsadvokat Mats Pennander skyldig. Han er varetægtsfængslet i knap tre uger.
- Min klient har intet med dette at gøre, siger Pennander.
En 15-årig dreng er allerede varetægtsfængslet i sagen. Han er mistænkt for drab og drabsforsøg.
Den 15-årige nægtede sig indledningsvist skyldig.
Senere har drengen dog erkendt både skuddrabet og drabsforsøg.
- Han har under en afhøring påtaget sig ansvaret og erkender drab og drabsforsøg, sagde advokat Johan Fernvall til Sveriges Radio 21. august.
Kammeranklager Michelle Stein ønskede også den 40-årige mistænkt for drab. Men retten valgte at varetægtsfængsle ham på baggrund af mistanke om medvirken til forbrydelsen.