Nyheder14. februar 2024 (opd. 14. februar 2024)

Efter skandalesag på Borup Skole: Kommune inviterer forældre til dialogmøde

Køge Kommune har inviteret alle forældre i indskolingen til dialogmøde og vil efterfølgende holde pressemøde
Eksteriør af Borup Skole i Borup, tirsdag den 13. februar 2024. Der går omkring 600 elever på skolen.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Forældre til elever i indskolingen på Borup Skole er inviteret til møde onsdag aften.
 Foto: Ritzau Scanpix

Borup Skole danner sent eftermiddag rammen om et dialogmøde med alle forældre til børn i indskolingen.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Køge Kommune, der har inviteret forældrene til et møde om de sager, der de seneste dage har været belyst i flere medier om angiveligt grænseoverskridende adfærd.

- Vores vigtigste hensyn lige nu er forældrene og den dialog, som der er brug for, at vi har med dem. Derfor er mødet kun for forældre, skriver kommunen.

Derudover vil chef for dagtilbud og skoler i kommunen Lars Nedergaard og teamleder Thomas Westergaard deltage, når mødet går i gang klokken 17:00.

Køge Kommunes kommunikationsafdeling bekræfter over for Ritzau, at der ikke deltager nogen ansatte eller ledere fra skolen til mødet.

Efterfølgende holder kommunen et pressemøde, som ventes at begynde klokken 19:45.

Både Ekstra Bladet og TV 2 har tidligere fortalt, at skoleleder Jakob Dalgas i et autosvar på sin mail oplyser, at han er sygemeldt.

I en skriftlig kommentar til Ritzau tirsdag fra direktør for Børne- og Uddannelsesforvaltningen Henrik Laybourn skrev han, at der er lavet en konstitution i skolens ledelse, så viceskolelederen, Karin Villumsen, midlertidigt overtager med støtte fra forvaltningen.

Det fremgår ikke, hvor længe Jakob Dalgas har været sygemeldt, eller hvad baggrunden for sygemeldingen er.

Onsdag eftermiddag oplyste kommunikationsafdelingen i Køge Kommune, at Karin Villumsen ikke kom til at deltage i aftenens møde med forældrene.

Efter dialogmødets afslutning oplyste afdelingen dog, at hun alligevel havde deltaget.

Mødet med forældrene er blevet stablet på benene, efter at det regionale medie sn.dk og TV 2 har berettet om, at flere elever i indskolingen på Borup Skole angiveligt har oplevet grænseoverskridende adfærd fra andre børn på skolen.

Ifølge de to medier er der både tale om vold og i nogle tilfælde grove seksuelle krænkelser.

Tirsdag aftenen var Køge Kommunes byråd samlet til en orientering om sagerne og behandlingen af selvsamme.

Efter byrådsmødet fortalte borgmesteren i kommunen, Marie Stærke (S), til Sjællandske, hvilke tiltag der hurtigt vil træde i kraft på skolen.

- Der bliver flere voksne på skolen, også i frikvarterne. Derudover laves der særlige pædagogiske og psykologiske indsatser med nogle forskellige samarbejdsøvelser for at genskabe tilliden, sagde hun til mediet.

Derudover fortalte hun, at Børnehus Sjælland, som er en professionel myndighed, kommer og hjælper kommunen efter vinterferien.

Sponsoreret indhold