Nyheder13. august 2023 (opd. 13. august 2023)

Efter skandale: Morten Skov Christiansen stiller op til FH-formandsvalg

Morten Skov Christiansen vil være formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, efter Lizette Risgaard måtte trække sig efter anklager om upassende opførsel
Morten Skov Christiansen, FHs fungerende formand kommenterer advokatundersøgelse på et pressemøde på Højstrupgård i Helsingør, torsdag den 3. august 2023.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Morten Skov Christiansen stiller op til formandsvalget i FH.
 Foto: Ritzau Scanpix

Morten Skov Christiansen, der for nuværende er fungerende formand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), stiller op til formandsvalget i organisationen.

Det skriver han på sin facebookprofil.

- Ærlig talt lå det jo ikke i kortene, at det var lige nu, der skulle findes en ny formand for FH. Men i sidste ende har det alligevel ikke været en svær beslutning. Jeg kan mærke, det er det rigtige at stille op, skriver han.

FH skal vælge ny formand på en ekstraordinær kongres den 7. september, efter den tidligere formand, Lizette Risgaard, trak sig efter anklager om upassende berøringer.

Efter at anklagerne om Risgaard blev belyst og fortalt i Berlingske og Ekstra Bladet i foråret, bestilte FH en advokatundersøgelse.

Advokatfirmaet Kromann Reumert, der stod bag rapporten, konkluderede, at FH-toppen ikke havde begået fejl i håndteringen af sagerne om upassende adfærd fra den tidligere FH-boss.

Det sagde Morten Skov Christiansen på et efterfølgende pressemøde i starten af august.

Han skriver søndag på Facebook, at han har været en del af det faglige arbejde i fagbevægelsen, siden han meldte sig ind i Dansk Metal for mange år siden som lærling.

Inden den nye formandskandidat måtte træde til som fungerende formand i foråret, var han næstformand i FH.

- Det har været et kæmpe privilegium. Nu er jeg klar til at tage et endnu større ansvar for udviklingen af vores bevægelse og af Danmark, siger han.

Det har længe været klart, at organisationen skulle mødes på en ekstraordinær kongres i september for at vælge en ny formand. Men indtil søndag havde ingen kandidater officielt meldt sig.

Helt frem til kongressen kan eventuelle formandskandidater melde sig til at stå i spidsen for fagbevægelsen, der varetager 1,3 millioner lønmodtageres interesser.

Sponsoreret indhold