Nyheder21. februar 2022

Efter shitstorm: Dansk Svømmeunion skifter navn

Som led i processen med at "genstarte fortællingen" vil Dansk Svømmeunion skifte navn til SvømDanmark
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20160727-075706-l-1920x1280we.jpg
 Foto: Uffe Weng/Ritzau Scanpix

SvømDanmark.

Det skal det nationale svømmeforbund i Danmark hedde, hvis det står til bestyrelsen i det, der i dag hedder Dansk Svømmeunion.

Efter flere års strategiarbejde er navneforandringen et af de skridt, der skal være med til at "genstarte fortællingen om svømmeunionen".

Det forklarer bestyrelsesformand i unionen Pia Johansen.

- Navneændringen er inspireret af den nye vision og mission, som den taler rigtig godt ind i. SvømDanmark er mere mundret, og Dansk Svømmeunion er i årevis af alle i Svømmedanmark blevet kaldt Svøm.

- Derfor mener bestyrelsen, at en navneændring er oplagt for også ad den vej at vise en ny retning for dansk svømning, siger hun til unionens hjemmeside.

Svømmeunionen har de senere år været centrum for en af de mest opsigtsvækkende sager i dansk idræt.

I 2019 stod flere elitesvømmere frem og fortalte om kontroversielle træningsmetoder og offentlige vejninger i svømmeunionen gennem en årrække.

Året efter fremlagde Kammeradvokaten en rapport, der blandt andet konkluderede, at ledelsen i Dansk Svømmeunion og Team Danmark havde svigtet svømmerne.

I samme ombæring mistede Pia Holmen Christensen sit job som direktør for unionen. En post, hun havde haft siden 2001.

Nu lancerer en ny bestyrelse med Pia Johansen i spidsen en ny strategi, som skal føre svømmeforbundet ind i fremtiden.

- Vi har formuleret en mission, som indeholder nogle værdier. Det er kvalitet, læring, tryghed, glæde og præstation, som vil være i fokus de kommende år og sætte retningen for dansk svømning, siger hun i en video.

I slutningen af april skal der stemmes om navneforandringen på en generalforsamling i Kolding.

Sponsoreret indhold