Nyheder2. maj 2024 (opd. 2. maj 2024)

Efter pandemi er antallet af overvægtige børn steget

En ny rapport fra WHO viser, at mindre fysisk aktivitet under pandemien har øget fedmen blandt børn

Mere skærmtid og mindre fysisk aktivitet under covid-19-pandemien har ført til en stigning af overvægtige børn i alderen syv til ni år.

Det viser en rapport fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO)s afdeling i Europa.

Forskningen er foretaget fra 2021 til 2023 i 17 europæiske lande, hvor over 50.000 børn deltog.

Undersøgelsen viser blandt andet, at 36 procent af børnene så mere fjernsyn, spillede flere onlinespil eller brugte sociale medier i hverdagene mere under pandemien.

Samtidig brugte 28 procent af børnene mindre tid på udendørsaktiviteter i hverdagene, mens 23 procent brugte mindre tid i weekenderne.

Næsten halvdelen af børnene svarede desuden, at de oftere følte sig triste, mens et ud af fire børn svarede, at de oftere følte sig ensomme under pandemien.

Den regionale rådgiver for ernæring, fysisk aktivitet og fedme i WHO's Europæiske afdeling Dr. Kreml Wickramasinghe forklarer, at der i landene både var positive ændringer og negative ændringer.

Der sås eksempelvis en stigning i usunde kostvaner og stillesiddende tid, mens der også sås, at flere familier spiste sammen derhjemme.

Han håber dog, at rapporten vil presse Europa til at forbedre ernærings- og fysiske aktivitetsmønstre. Lige nu er hver tredje barn i Europa ifølge ham overvægtig.

Sponsoreret indhold