Nyheder22. august 2023

Efter otte år: Ryanair kommer tilbage

Luftfartsselskabet Ryanair får igen en base i Københavns Lufthavn
Ryanair har tidligere haft base i Købehavn i en kort overgang. 
Ryanair har tidligere haft base i Købehavn i en kort overgang.
 Foto: Ritzau Scanpix

Ryanair genåbner til december sin base i Københavns Lufthavn. Det oplyser selskabet tirsdag på et pressemøde.

To fly kommer til at have deres faste plads i lufthavnen, og dermed kan det irske lavprisselskab bedre servicere tidlige og sene flyvninger ud og ind af lufthavnen.

Basen supplerer Ryanair-basen i Billund, der også huser to fly.

Ryanair flyver i øjeblikket 20 ruter til og fra København og er den tredjestørste operatør i lufthavnen efter SAS og Norwegian.

Til vintersæsonen føjes yderligere 4 ruter til - Düsseldorf, Faro, Paris og Warszawa, og der bliver flere afgange til Gdansk og Krakow.

Ryanair har tidligere haft base i København tilbage i 2015, men kun for en kort overgang.

Fagforeningerne FPU og LO iværksatte nemlig blokader mod selskabets flyvninger, fordi Ryanair ikke have tegnet dansk overenskomst.

Som modsvar gik det irske selskab i Arbejdsretten for at få blokaderne kendt ulovlige. Arbejdsretten gav dog fagforeningerne medhold, og efterfølgende valgte Ryanair at lukke basen ned igen.

I 2021 åbnede Ryanair en base i Billund og indledte forhandlinger med Dansk Metal om en ny overenskomst.

Og 31. januar indgik Malta Air - der er et datterselskab af Ryanair - for første gang nogensinde i Danmark en overenskomstaftale med et fagforbund.

Ryanair hævder, at den nye base i København vil skabe omkring 100 nye jobs og siger selv, at der er tale om en investering på 200 millioner dollar.

Sponsoreret indhold