Nyheder19. oktober 2022

Efter mystisk forsvinden: Den iranske klatrer Elnaz Rekabi dukker op i lufthavn

Den iranske topatlet blev mødt af jubelråb og en stor menneskemængde, da hun vendte hjem efter de asiatiske lege i Sydkorea
33-årige Elnaz Rekabi er netop vendt hjem til Iran
33-årige Elnaz Rekabi er netop vendt hjem til Iran
 Foto: Ritzau Scanpix

Efter på mystisk vis at være forsvundet under de asiatiske lege i Sydkorea uden den religiøse hovedbeklædning hijab, er den 33-årige iranske klatrer Elnaz Rekabi dukket op i en lufthavn i Iran.

Her blev hun mødt af jubel og opmuntrende tilråb ifølge nyhedsbureauet Reuters, inden hun blev kørt væk i en bil.

Den iranske klatrer blev mødt af jubelråb i lufthavnen
Den iranske klatrer blev mødt af jubelråb i lufthavnen
 Foto: Ritzau Scanpix

Da Elnaz Rekabi søndag klatrede sig til en fjerdeplads ved en konkurrence i Korea, var det med hendes sorte hård frit hængende. Og det er netop hendes ikke-tildækkede hår, som hun risikerer at komme i problemer for.

Så store problemer, at hun kan risikere at komme i fængsel, lød det.

Først lød meldingen fra det britiske medie BBC, at Elnaz Rekabi var forsvundet, men det iranske nyhedsmedie Iranwire kunne senere fortælle, at hun var blevet sendt på et fly mod Irans hovedstad, Teheran.

Der er dog stadig forlydender om, at det iranske regime har planer om at sende den 33-årige kvinde i det berygtede Evin-fængsel efter hun nu er hjemvendt.

Iranske myndigheder kræver, at landets kvindelige atleter bærer hijab, så derfor vakte det stor opmærksomhed, at Rekabi klatrede uden det religiøse hovedklæde.

Klatreren forsvandt efter sin præstation ved de asiatiske lege i Korea - nu er hun vendt hjem, men kan stadig forvente at få sin straf for den manglende hijab
Klatreren forsvandt efter sin præstation ved de asiatiske lege i Korea - nu er hun vendt hjem, men kan stadig forvente at få sin straf for den manglende hijab
 Foto: Ritzau Scanpix

Kunne ikke nå det

I Iran er der i disse uger store protester over Irans moralske politi og styret i Iran særligt på grund af behandlingen af kvinder. Helt specifikt behandlingen af den 22-årige Mahsa Amini, der er død i det moralske politis varetægt.

FN's højkommissær for menneskerettigheder, Nada Al-Nashif, har ifølge BBC fortalt, at der er meldinger om, at moralpolitiet slog Amini i hovedet med en politistav og hamrede hendes hoved ind i siden på et af dets køretøjer.

Derfor tiltrak det sig også særligt opmærksomhed, da Elnaz Rekab ikke var til at finde, efter billederne af hende uden hijab var blevet sendt ud.

Rekabi forklarer på sin Instagram, at hun blev kaldt til sin konkurrence med kort varsel, og derfor kunne hun ikke nå at skaffe en hijab.

Sponsoreret indhold