Nyheder2. september 2021

Efter måneder med stigning: Færre boliger til salg

Køberne havde i august færre boliger at vælge imellem. Dermed vender udvikling med fem måneders stigning.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20210528-120147-6_49mb.jpg
 (Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix)

For første gang i fem måneder faldt antallet af "til salg" skilte på boligmarkedet i august. Det viser nye tal fra Boligsiden.

Køberne har både færre huse, lejligheder og sommerhuse at vælge imellem.

Der er nu knap to procent færre huse og lejligheder sammenlignet med begyndelsen af august, mens der er knap fem procent færre fritidshuse.

Kommunikationsdirektør hos Boligsiden Birgit Daetz peger på, at årstiden spiller ind.

Fakta

Nye tal fra Boligsiden viser, at antallet af boliger til salg er faldet.

Køberne har i august fået både færre huse, lejligheder og sommerhuse at vælge imellem.

* Villaer/rækkehuse: Der er i øjeblikket 24.785 boliger til salg.

Det er en ændring på -1,6 procent for den seneste måned, og en ændring på -15,6 procent for det seneste år.

* Ejerlejligheder: Der er i øjeblikket 6035 ejerlejligheder til salg.

Det er en ændring på -1,8 procent for den seneste måned, og en ændring på -13,5 procent for det seneste år.

* Sommerhuse: Der er i øjeblikket 5170 sommerhuse til salg.

Det er en ændring på -4,7 procent for den seneste måned, og en ændring på -23 procent for det seneste år.

Kilder: Boligsiden

- For det første er sommeren forbi, og flere boligkøbere har genoptaget boligjagten, hvilket har ført til et let stigende salg i de seneste uger.

- For det andet ser vi, at der er flere sælgere, som vælger at fjerne deres bolig fra markedet uden at få boligen solgt. Alt imens at antallet af nye sælgere samtidig er stagneret.

Faldet finder sted på bagkant af en sommer, hvor det samlede udbud af huse har været stigende.

Ifølge Birgit Daetz minder det faldende udbud om, hvad man oplevede før corona.

- Det vi ser på boligmarkedet er, at aktiviteten mere ligner det, vi kender fra før corona. Det vil sige, at der ikke længere er så mange, der køber, som vi så for et halvt eller helt år siden.

- Samtidig ser vi at lysten til at sætte sin bolig til salg også er gået lidt i stå, siger hun.

Trods færre boliger forventer Boligsidens kommunikationsdirektør ikke store prisstigninger.

- Normalt vil et så lavt udbud presse priserne op ad. Men det vi har set de seneste måneder er, at priserne udvikler sig i mere almindelig takt.

- Det vil sige, at de tocifrede årlige prisstigninger i procent, som vi har set tidligere under coronanedlukningen, ikke er det, vi ser nu, siger Birgit Daetz.

Hun anbefaler, at boligkøbere har is i maven og ser, hvordan markedet udvikler sig.

- Har man udset sig et drømmehus, skal man selvfølgelig se, om det er blevet udbudt til salg til en pris, man har råd til.

- Og så måske lige holde øje med det i et stykke tid for at se, hvordan markedet udvikler sig. Men jeg tror ikke man behøver at skynde sig vildt meget, siger Birgit Daetz.

/ritzau/

Sponsoreret indhold