Nyheder19. september 2025

Efter ligfund i Tesla: Nu er D4vd's koncert i Danmark aflyst

Den amerikanske sanger D4vd skulle have spillet på Store VEGA i København den 3. oktober. Men nu er koncerten aflyst, efter han er blevet involveret i en uhyggelig sag
Store VEGA har nu besluttet at droppe den planlagte koncert med den amerikanske sanger D4vd, efter han er blevet involveret i en uhyggelig sag.
Store VEGA har nu besluttet at droppe den planlagte koncert med den amerikanske sanger D4vd, efter han er blevet involveret i en uhyggelig sag.
 Foto: Jordan Strauss/Invision/AP

Det københavnske spillested Store VEGA har ikke ville udtale sig om situationen omkring den amerikanske sanger D4vd, som skulle optræde om få uger.

Men nu er D4vds koncert i Danmark blevet aflyst. Det oplyser Store VEGA til Ekstra Bladet.

Derfor er der også sendt en mail ud til de fans, som havde købt en billet til koncerten med den amerikanske sanger, om at den ikke bliver afholdt alligevel.

"Koncerten med D4vd i Store Vega er aflyst på grund af uforudsete omstændigheder. Billetterne vil blive refunderet via Billetlugen, lyder det i mailen, som er sendt til danske fans af D4vd.

Aflysningen sker, efter musikeren er blevet involveret i en meget uhyggelig sag, hvor liget af en 15-årig pige er blevet fundet i hans Tesla i Hollywood.

Amerikansk politi fandt den 9. september liget af den savnede 15-årige pige Celeste Rivas Hernandez i bilen.

Liget var ifølge det amerikanske medie TMZ parteret og blev opdaget på en opmagasineringsplads for biler i Hollywood. Det var en slem lugt fra bagagerummet, som ledte myndighederne på sporet af liget.

Nu tyder det på, at Store VEGA har taget konsekvensen af den alvorlige sag.

Det sker, efter at et spillested i Stockholm ligeledes fredag valgte at aflyse koncerten med den amerikanske hitmager. Også en planlagt koncert i Oslo er blevet aflyst.

Amerikansk politi har under sagen udtalt, at rapperen D4VD med det borgerlige navn David Anthony Burke samarbejder med ordensmagten i forbindelse med efterforskningen af sagen.

For nuværende har politiet ikke udtalt sig om et eventuelt motiv eller mulige mistænkte.

Men kort efter det kom frem, at politiet havde fundet den unge kvinde dræbt i bilen, udtalte moren til offeret, at hendes pige var kæreste med en fyr ved navn David.

Det er dog uvist, om D4VD er den samme David, som den 15-årige pige var kærester med.

Ifølge TMZ havde både den dræbte 15-årige pige og musikeren D4vd en tatovering på højre pegefinger med teksten "Shhh".

Det amerikanske medie skriver også, at den amerikanske musikers hjem er blevet ransaget i forbindelse med sagen.

Sponsoreret indhold