Nyheder28. januar 2024

Efter kritik: Har anmeldt producent bag TV 2-julekalender

Forældrene til en 10-årig børneskuespiller fra "Valdes jul" har meldt producenten til politiet
Forældre anmelder producent bag "Valdes jul"
Producenten Cosmo Film er blevet anmeldt af forældrene til en 10-årige børneskuespiller i julekalenderen "Valdes jul".
 Foto: Per Arnesen TV 2

Forældreparret til en tiårig børneskuespiller har politianmeldt Cosmo Film, som er producenten bag TV 2-julekalenderen "Valdes jul".

Familien mener, at Cosmo Film har brudt en arbejdstilladelse fra politiet.

Det skriver DR, der allerede tidligere søndag skrev om, at flere filmmedarbejdere og børneskuespillere kritiserer producenten for ikke at have overholdt børneskuespillernes arbejdstider.

Børn må egentlig ikke arbejde, hvis de er under 13 år. Men i film og tv-branchen er der en undtagelse.

Her kan en producent søge om en arbejdstilladelse hos politiet.

I udgangspunktet måtte den tiårige kun arbejde fire timer dagligt - enkelte dage seks timer, "hvori der afholdes længere pause".

Det fremgår af polititilladelsen, som DR har set.

Forældrene til den tiårige, som på daværende tidspunkt var ni år, siger, at pigen gang på gang arbejdede længere end tilladt trods kritik fra familien.

- Vi har desværre alt for mange eksempler på arbejdsdage på op mod 8 timer, står der ifølge DR i politianmeldelsen.

Producenten Cosmo Film har ikke ønsket at stille op til et interview med DR, men har i stedet kommenteret kritikken over mail.

- Vi erkender efter forløbet, at vi har begået en fejl grundet uklarheder. Det er vi kede af og vil fremadrettet rette op på dette, skriver Cosmo Film til DR

Cosmo Film har også produceret Tinka-julekalenderen. Allerede tilbage i 2021 sendte filmholdet bag tredje sæson af Tinka-julekalenderen et opråb til både Cosmo Film og TV 2.

Her rettede filmholdet kritik af arbejdsforholdene for de unge skuespillere, hvor det fremgik, at børn og unge blev sat til at arbejde 10-12 timer om dagen. Det fremgår af en mail, som DR har fået indsigt i.

Hos TV 2 kalder man sagen fra "Valdes Jul" alvorlig.

Fiktionschef hos TV 2 Mette Nelund kalder det også "ærgerligt", at sagen om den tiårige kommer frem, efter at TV 2 tidligere er blevet advaret om problemer med arbejdsmiljøet hos Cosmo Film.

Mette Nelund fortæller tilmed til DR, at TV 2 har indskærpet retningslinjerne på området og ikke kan samarbejde med producenter, der bryder reglerne.

Sponsoreret indhold