En række lande og områder med kyststrækninger ud til Stillehavet har onsdag i løbet af dagen nedjusteret tsunamivarsler, efter at et enormt jordskælv ud for det nordøstlige Rusland først fik alarmklokkerne til at ringe.
Både på Hawaii, i Japan og de fjernøstlige dele af Rusland er varslinger blevet nedjusteret. Det samme gælder for Filippinerne.
Men i dele af Fransk Polynesien er der ved 14-tiden dansk tid varslinger om, at der kan komme bølger på op mod fire meter.
Den franske forsvarsminister, Sebastien Lecornu, skriver på X, at beredskabet er højt.
- Vores væbnede styrker i Fransk Polynesien er på vagt som en forebyggende foranstaltning, fastslår han ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Han skriver, at de er klar til at hjælpe "borgere og statslige tjenester med potentielle eftersøgnings- og redningsoperationer eller evakueringer".
En række områder og lande med kyster ud til Stillehavet har været - eller er fortsat - i alarmberedskab efter det kraftige jordskælv ud for den russiske halvø Kamtjatka.
Skælvet ramte omkring klokken 01.30 dansk tid med en styrke på 8,8 og en dybde på cirka 20 kilometer. Det er registreret som det sjette kraftigste nogensinde.
Der er foreløbig ingen meldinger om døde eller alvorligt tilskadekomne, skriver Reuters.
Men billeder fra det russiske Fjernøsten viser skader på bygninger, og jordskælvet har ifølge Reuters også ført til, at folk i Rusland har måttet søge lægehjælp.
Tsunamibølger har også ramt blandt andet Japan efter skælvet, og titusindvis af japanere har været under evakueringsordre.
I den russiske by Severo-Kurilsk omkring 350 kilometer fra jordskælvets epicenter skyllede bølgerne ind gennem havneområdet og oversvømmede en lokal fiskefabrik. Det oplyser myndighederne ifølge nyhedsbureauet AFP.
De op til fire meter høje bølger nåede ind til byens mindesmærke for Anden Verdenskrig ifølge borgmesteren. Det ligger omkring 400 meter fra kysten.
Evakueringer blev dog ifølge myndighederne udført rettidigt, og fra regeringskontorerne i Kreml lød det, at "varslingssystemer" havde fungeret, som de skulle.
- Gudskelov var der ingen dødsofre, sagde den russiske præsident Vladimir Putins talsmand, Dmitrij Peskov, ifølge AFP.