Nyheder10. april 2023

Efter huskollaps i Frankrig: To er fundet døde

To er fundet døde, efter et hus kollapsede i franske Marseille
Det var muligvis en gaseksplosion, der i weekenden fik en bygning i Marseille til at kollapse.
Det var muligvis en gaseksplosion, der i weekenden fik en bygning i Marseille til at kollapse.
 Foto: Ritzau Scanpix

Ligene af to personer er blevet fundet i ruinerne af den bygning, der natten til søndag kollapsede i den sydfranske kystby Marseille.

Det oplyser det lokale brandvæsen tidligt på natten mandag.

- På grund af situationens kompleksitet kommer bjærgningen til at tage tid, siger brandvæsnet.

Identiteten på de omkomne personer er endnu ikke blevet bekræftet.

Søndag var meldingen, at otte personer var savnet, efter at etageejendommen kollapsede tidligt på natten.

Fem personer kom til skade i nabobygningen.

Repræsentant for den lokale justitsmyndighed Dominique Laurens konstaterede på det tidspunkt, at det da ikke var muligt med sikkerhed at fastslå, hvad der var årsag til ulykken.

Men en gaseksplosion var "klart" en af mulighederne.

Indenrigsminister Gérald Darmanin sagde kort forinden, at op mod ti personer kunne ligge klemt under ruinerne - døde eller levende.

En brand hindrede søndagen igennem redningsfolk i at lede efter savnede i ruinerne af den sammenstyrtede bygning.

Adskillige øjenvidner har sagt, at de hørte lyden af en eksplosion klokken 00.40.

- Jeg lå og sov. Og der var dette enorme brag, som fik hele værelset til at ryste, sagde Saveria Mosnier søndag. Hun bor i en gade tæt på.

- Vi kunne meget hurtigt mærke en stærk lugt af gas, som hang i luften. Vi kunne stadig lugte det her til formiddag, sagde hun videre.

I november 2018 styrtede to misligholdte bygninger sammen i distriktet Noailles i Marseille. Dengang mistede otte mennesker livet.

Ulykken kastede lys over problemerne med kvaliteten af byens bygninger.

Men borgmester Benoit Payan og Christophe Mirmand, regionens øverste embedsmand, afviser begge, at kollapset søndag er sket på grund af problemer med bygningens struktur.

Sponsoreret indhold