Nyheder29. januar 2024 (opd. 29. januar 2024)

Efter flere problemer: Japan får vakt månesonde til live igen

Månesonde er i gang igen, og kamera er begyndt at foretage observationer, meddeler rumagentur
Japans månesonde, "SLIM", er blevet vakt til live igen efter en periode uden strøm.
Japans månesonde, "SLIM", er blevet vakt til live igen efter en periode uden strøm.
 Foto: Jaxa/Reuters/Ritzau Scanpix

Japans månesonde, "SLIM", er blevet vakt til live igen efter en periode uden strøm.

Det oplyser det japanske rumagentur, Jaxa, på det sociale medie X natten til mandag dansk tid.

Japan landede 20. januar som den blot femte nation på Månen med succes.

Men omkring tre timer efter landingen blev der slukket for sonden SLIM, da den havde omkring 12 procent strøm tilbage.

Planen var, at den kunne tændes igen senere, når Solen stod i en bedre vinkel.

- Kommunikationen med SLIM blev genoptaget med succes i aftes, og driften er genoptaget!, skriver Jaxa.

- De videnskabelige observationer blev med det samme påbegyndt med MBC, står der videre i X-opslaget fra rumagenturet.

MBC er et særligt kamera, som skal tage billeder undervejs på missionen.

"SLIM" var adskillige måneder undervejs på sin tur til Månen. Fartøjet blev opsendt sammen med en rumraket den 7. september 2023 fra øen Tanegashima i Japan.

Japan har flere gange forsøgt sig med månelandinger. Både en offentligt og en privat finansieret mission er tidligere gået galt.

"SLIM" står for Smart Lander for Investigating Moon.

Den landede blot 55 meter fra sit mål, hvilket Jaxa har fremhævet som en succes. Agenturet ønskede at ramme 100 meter inden for målet.

Det er langt mere præcist end tidligere månemissioner, hvor landingsområdet ofte er flere kilometer stort.

"SLIM" har forsøgt at ramme et krater, hvor det menes, at Månens kappe er blotlagt. Kappen er laget under Månens overflade.

Lykkes det at undersøge kappen nærmere, vil man blandt andet gerne se, om der er materiale, som støtter teorien om, at månen blev dannet i forbindelse med et sammenstød med Jorden.

Japan er ikke det eneste land, som har haft måneambitioner. Også lande som Sydkorea og De Forenede Arabiske Emirater ønsker at lande på Månen.

Samtidig forsøger flere private virksomheder at opnå en vellykket månelanding. Det er ikke lykkedes endnu.

Sponsoreret indhold