Nyheder14. august 2022

Efter drama: Nu er hvalrossen Freya blevet aflivet

Efter et ugelangt drama er hvalrossen Freya blevet aflivet
Hvalrossen Freya i Frognerkilen. Nu er hvalrossen død.
Hvalrossen Freya i Frognerkilen. Nu er hvalrossen død.
 Foto: Ritzau Scanpix

Hvalrossen Freya, der denne sommer har befundet sig i Oslofjorden og vundet mange nordmænds hjerter, er blevet aflivet.

Det oplyser Fiskeridirektoratet i Norge i en pressemeddelelse søndag.

Det var nærgående mennesker, der fik det norske fiskeridirektorat til at overveje at aflive dyret.

Frygten har været, at nogen kunne komme til skade, og at hvalrossen ikke har det godt.

Søndag morgen blev Freya aflivet i en "kontrolleret" aktion, oplyser direktoratet.

- Beslutningen blev taget efter en helhedsvurdering, hvor vi kom frem til, at menneskers liv og helbred kunne komme i fare, siger fiskeridirektør Frank Bakke-Jensen i en pressemeddelelse.

Direktøren oplyser i meddelelsen, at det var personale fra direktoratet, som gennemførte aktionen.

- Godt trænet personale udførte aktionen efter gældende rutiner for aflivning af havpattedyr. Aktionen forløb uden dramatik, siger Frank Bakke-Jensen.

Hvalrossen Freya har de seneste måneder været i den østlige og vestlige del af Oslofjorden.

Hun blev først set i Kragerø 12. april i år og blev for alvor kendt et par måneder senere, hvor hun lagde sig til rette og slappede af i flere fritidsbåde.

Myndighederne har hele tiden anbefalet, at man skal holde sig væk fra hvalrossen for at undgå, at den bliver stresset.

Sponsoreret indhold