Togdriften mellem Tinglev og Sønderborg genoptages natten til lørdag 23. august efter dødsulykke, der kostede en 60-årig kvinde livet.
Det oplyser DSB på sin hjemmeside.
Siden fredag for en uge siden har der ikke kørt tog på strækningen.
Det første tog fra Tinglev mod Sønderborg kører klokken 00.55, mens det første tog fra Sønderborg mod Tinglev vil køre klokken 06.45.
Fredag køres der fortsat med togbusser på strækningen, lyder det.
Strækningen i Sønderjylland har været lukket for togtrafik siden fredag, hvor et tog blev afsporet efter et sammenstød med et landbrugskøretøj.
Det var et InterCityLyn-tog, der kolliderede fredag eftermiddag med en gylletransport ved en jernbaneoverkørsel syd for landsbyen Bjerndrup mellem Tinglev og Kliplev i Sønderjylland.
En 60-årig kvinde mistede livet, mens to personer fortsat er i kritisk tilstand.
De to personer i kritisk tilstand er henholdsvis lokoføreren og føreren af gylletransporten.
Ovenpå togulykken er det blevet besluttet, at togene skal sænke hastigheden, når de passerer seks sønderjyske overkørsler. Det oplyste Banedanmark tidligere fredag i en pressemeddelelse.
Hastigheden nedsættes fra 100 kilometer i timen til 70 kilometer i timen, når tog passerer seks overkørsler uden bomme på strækningen mellem Tinglev og Sønderborg.
- Vi er alle meget berørt af de to ulykker, der med kort tids mellemrum har været i to overkørsler på strækningen, siger sikkerhedschef i Banedanmark Martin Harrow i meddelelsen.
I juli i år mistede en 24-årig mand livet på samme strækning. Det skete, da mandens bil blev ramt af et passerende tog.
- Banedanmark og DSB er derfor her og nu blevet enige om, at togene sætter hastigheden ned i overkørslerne til 70 kilometer i timen.
Banedanmark har desuden oplyst, at der opsættes bomanlæg på strækningen som led i udrulningen af et nyt signalsystem.
Der er syv andre jernbaneoverkørsler rundt om i landet uden bomme, som Banedanmark har ansvaret for. Her er toghastigheden i forvejen under 70 kilometer i timen, lyder det.