Nyheder17. november 2023

Efter demonstrationer: To personer sigtet for offentlig billigelse af terror

De to personer udtrykte sympati med Hamas' angreb på Israel

Der har været afholdt over 100 demonstrationer i Danmark, efter at den blodige konflikt mellem den militante bevægelse Hamas og Israel brød ud 7. oktober.

I den forbindelse er to personer blevet sigtet for offentlig billigelse af angrebet på Israel. En person er blevet sigtet for at ophidse til had. Det fremgår af en redegørelse fra Rigspolitiet og Rigsadvokaten.

Ifølge justitsminister Peter Hummelgaard (S) vil det have konsekvenser.

- Offentlig udtrykkelig billigelse af terror er ulovligt og vil have konsekvenser. Det samme er truende eller forhånende antisemitiske og lignende udtalelser, der fremsættes offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds, siger han i en skriftlig kommentar.

Demonstrationerne i Danmark har fortrinsvist været med et propalæstinensisk formål.

Der er 13 verserende sager om billigelse af terror, mens der er otte anmeldelser for had.

Der har været to tilfælde med afbrænding af det israelske flag.

Det er sket i perioden fra 7. oktober til og med 15. november 2023 ifølge redegørelsen, som Statsministeriet har bedt om.

Anmodningen om redegørelsen skyldes, at statsminister Mette Frederiksen (S) er bekymret over ytringer under demonstrationerne.

Enkelte demonstrationer har vakt debat, da nogle af deltagerne råbte "Palæstina er besat, det skal løses med jihad".

Denne ytring blev af nogle opfattet som en opfordring til hellig krig.

Emnet er højt på den politiske dagsorden, og der vil blive holdt nøje øje med, om der bliver rejst flere sigtelser.

- Jeg har en klar forventning om, at myndighederne fortsat kommer til at følge området tæt, siger Peter Hummelgaard.

Han vil inden for kort tid invitere folketingspartierne til en orientering om og drøftelse af den aktuelle situation og myndighedernes håndtering.

Politiets Efterretningstjeneste har bedt politiet om at skærpe opmærksomheden ved israelske, jødiske og palæstinensiske institutioner og aktiviteter i Danmark.

"Jihad" er et arabisk ord, der svarer til "anstrengelse", "strid" eller "krig" på dansk. Betegnelsen henviser til nogle muslimers bestræbelser på at udbrede islam ved "hellig krig".

Sponsoreret indhold