Nyheder8 timer siden (opd. 8 timer siden)

Efter brutal voldsepisode: Chris Brown er blevet løsladt

R'n'b-sanger er anklaget for at have gjort skade på en musikproducer med en tequilaflaske i 2023.
Chris Brown er nu sigtet for et voldeligt overfald på en musikproducer i London tilbage i 2023.
Chris Brown er løsladt mod kaution.
 Foto: Valerie Macon/AFP/Ritzau Scanpix

Den amerikanske r'n'b-sanger Chris Brown, der sidste uge blev anholdt i Manchester, er blevet løsladt mod kaution.

Det er sket ved en domstol i London, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den 36-årige Brown er sigtet for at have overfaldet en musikproducer med en tequilaflaske på en natklub i London for to år siden.

Han er endnu ikke blevet bedt om at oplyse, hvordan han forholder sig til anklagerne.

Han skal betale et beløb svarende til 35 millioner kroner i kaution. Om syv dage skal han stille med yderligere en million pund svarende til knap ni millioner kroner.

Chris Brown var ikke til stede, da dommer Tony Baumgartner onsdag traf beslutning om en løsladelse mod kaution.

Brown skal efter planen indlede sin verdensturné "Breezy Bowl XX" den 8. juni i Holland.

Han har tilladelse til at tage på verdensturné, men millionkautionen skal fungere som sikkerhed for, at han vender tilbage til Storbritannien, hvor han fra 15. juni skal spille en række koncerter.

Sangerens ophold i Storbritannien er det første siden hændelsen for to år siden.

Chris Brown har siden midten af 00'erne været kendt for numre som "Run It", "With You", "Kiss Kiss" og "Forever".

Det er ikke første gang, at Chris Brown er i søgelyset for vold.

I 2009 blev han idømt en betinget straf og samfundstjeneste for at have begået vold mod sin daværende partner, sangeren Rihanna.

Tidligere er han også blevet beskyldt for at have voldtaget en kvinde på et luksushotel i Paris. Brown afviste beskyldningen og blev ikke sigtet.

Sponsoreret indhold