185 patienter er blevet tilbudt at blive testet for hiv og hepatitis, efter at de ved en fejl har fået insulin fra genbrugte penne på en afdeling på Sygehus Sønderjylland.
Det oplyser sygehuset i en pressemeddelelse, skriver DR.
Nålen på insulinpennene er blevet skiftet hver gang, men selve pennene er blevet brugt til forskellige patienter, hvilket er imod sygehusets retningslinjer.
Risikoen for smitte er meget lav, skriver hospitalet i pressemeddelelsen, som også Ritzau har fået.
Alligevel tilbydes alle de berørte nu at blive testet for at udelukke risikoen, siger lægelig direktør Peter Sørensen.
- Vi har allerede kontaktet de berørte patienter for at udelukke den minimale smitterisiko, der er. Vi beklager hændelsen dybt og har taget de nødvendige skridt for at forhindre gentagelser, siger han.
Fejlen er sket på afdelingen for medicinske sygdomme. Her får patienter blandt andet behandling for diabetes.
Flere af de berørte er allerede blevet testet. Der har udelukkende været negative prøveresultater.
Det oplyser sygehuset til Ritzau.
Med henvisning til beskyttelse af persondata vil sygehuset ikke oplyse et konkret tal for, hvor mange der indtil videre er blevet testet.
- Vi er rigtigt glade for, at der kun har været negative prøvesvar. Det var, hvad vi havde forventet. Men det er alligevel en stor glæde for os i den her ulykke, siger sygehusets administrerende direktør, Thue Hvorslev.
Spørgsmål: Hvorfor har nogen fundet på at genbruge pennene, når det er imod retningslinjerne?
- Jeg tror simpelthen, at det er, fordi de er indrettet til at kunne blive genbrugt.
- Men vores retningslinje er, at man ikke bruger dem til forskellige patienter på grund af den sikkerhed, der skal være omkring patientbehandling.
Retningslinjerne er efter episoden blevet indskærpet over for de ansatte, siger sygehusdirektøren.
Risikoen for smitte ved at bruge samme insulinpen til forskellige patienter skyldes såkaldt tilbageløb.
Når insulinen gives, kan der blive suget en smule blod tilbage i pennen.
Hvis patienten har en sygdom, der smitter gennem blodoverførsel, risikerer man, at sygdommen gives videre til andre, der får insulin fra samme pen.
Både hiv og hepatitis, der også er kendt som leverbetændelse, smitter gennem blodet.