Nyheder9. oktober 2023

Efter 26 år er det slut: Anders Dam stopper som topchef for Jyske Bank

Efter 26 år som topchef for Jyske Bank stopper Anders Dam nu. Han afløser er allerede fundet
Anders Dam, ordførende direktør i Jyske Bank.
Anders Dam stopper som direktør i Jyske Bank.
 Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

I 26 år har Anders Dam stået i spidsen for Jyske Bank, men med udgangen af denne måned er det slut.

Banken fortæller i en fondsbørsmeddelelse, at 67-årige Anders Dam fratræder 31. oktober og afløses af Lars Stensgaard Mørch.

– Det er en enestående erhvervskarriere, der nu lakker mod enden. Anders Dam har været ordførende direktør i godt 26 år og medlem af koncerndirektionen i halvdelen af bankens levetid.

– Han efterlader et betydeligt aftryk på hele den finansielle sektor og på Jyske Bank, der i hans regeringstid er vokset markant og i dag er det næststørste, danske pengeinstitut, lyder det fra Kurt Bligaard Pedersen, der er bestyrelsesformand.

Anders Dam blev ansat som cheføkonom i Jyske Bank tilbage i 1987. Han avancerede senere til underdirektør, og efter en afstikker til den grafiske virksomhed Stibo takkede han efter nogle år ja til at afløse Kaj Steenkjær som ordførende direktør.

Han har i sin tid som topchef blandt andet stået bag opkøbet af BRF Kredit – det nuværende Jyske Realkredit – i 2014, ligesom han var manden bag opkøbet af Handelsbankens danske aktiviteter, der blev gennemført sidste år.

Afløseren Lars Stensgaard Mørch er 51 år og kom til Jyske Bank for to år siden, hvor han blev ansat som direktør med ansvar for forretningsstrategi.

Han har i mange år arbejdet i Danske Bank, hvor han sad med i koncernledelsen, ligesom han har været bestyrelsesformand for Realkredit Danmark.

– Han har på kort tid opnået store resultater i arbejdet med bankens strategi, ikke mindst i forbindelse med overtagelsen af Handelsbankens danske aktiviteter.

– Vi vil drage stor nytte af hans indgående kendskab til den finansielle sektor, hans kundeforståelse og hans stærke ledelsesmæssige og strategiske evner, siger Kurt Bligaard Pedersen om Lars Stensgaard Mørch.

Også et andet af Jyske Banks direktionsmedlemmer, Per Skovhus, har meddelt sin afgang.

64-årige Per Skovhus, der i 10 år har haft kredit og erhverv som sine ansvarsområder, stopper i løbet af 1. halvår 2024.

Jagtens på hans afløser i direktionen, der vil få ansvar for finansielle og ikkefinansielle risici, er sat i gang af bestyrelsen.

/>

Sponsoreret indhold