Nyheder14. maj 2009

Ebbe Sand: Debuterer som TV-vært

Den tidligere landsholdsangriber kan i aften opleves i værtsrollen i Kanal 5’s nye program ”Vejen til Parken”
Det er i aften klokken 22.30, at Ebbe Sand debuterer som TV-vært på Kanal 5
Det er i aften klokken 22.30, at Ebbe Sand debuterer som TV-vært på Kanal 5
 Foto: Niels S. Andersen

I aften debuterer den tidligere Brøndby- og Schalke-bomber Ebbe Sand i rollen som TV-vært. Det sker, når Kanal 5 blænder op for en ny programserie, der følger seks danske amatørklubbers bestræbelser på at nå så langt som muligt i den danske pokalturnering.

- Det lød som et spændende tilbud, selv om det også var en udfordrende opgave. Det har krævet en noget anderledes forberedelse, end jeg var vant til som professionel fodboldspiller. Men det har helt bestemt givet mig nogle oplevelser, som jeg ellers ikke havde fået, fortæller Ebbe Sand til seoghoer.dk

Superman, som han blev kaldt af Brøndbys fans, er ikke alene vært på programmet, men træner og hjælper også de glade amatører i de seks meget forskellige klubber.

Lærer af amatørerne

- Jeg har prøvet at lære dem om effektivitet og trivsel, der er to nøgleord for mig. Men mange professionelle kunne nok også lære lidt af de her gutter, for glæden ved spillet må aldrig forsvinde. Hvis man betragter fodbold som et arbejde, har man næsten tabt på forhånd, mener Ebbe Sand, der får nok at se til på sin rundtur i det danske land.

Han skal blandt andet besøge Marstal/Rise, der er Ærøs stolthed, Exercitus FC, en kristen klub fra Valby, samt FK Prespa, der er den ældste indvandrerklub i Danmark.

Ebbe Sand startede selv sin karriere i Hadsund, og gensynet med amatørfodbolden blev et glædeligt et af slagsen.

- Ja, nogle gange kunne jeg da godt mærke, at det ramte mig, og jeg kom til at tænke tilbage til Hadsund-tiden. Det var en dejlig tid, og jeg ser heldigvis stadig nogle af gutterne den dag i dag.

Sponsoreret indhold