EasyJet-pilot fyret: Var "fuld og nøgen" på hotel

Alt for fuld og iført alt for lidt (… for ikke at sige ingenting!). Det er næppe, hvad flypassagerer ønsker at opleve, når det handler om deres pilot.
Men det var ikke desto mindre tilfældet i sidste uge på ferieøen Kap Verde.
Her kunne sagesløse gæster på et femstjernet hotel se, hvordan en pilot fra flyselskabet EasyJet spankulerede beruset rundt på hotellet – splitternøgen vel at mærke.
Den opsigtsvækkende opførsel har ikke så overraskende ført til, at piloten nu er blevet suspenderet.
Det skriver det britiske medie BBC.
Den unavngivne pilot blev set forskellige steder på det luksuøse hotel i de tidlige morgentimer 5. august. Forinden havde han øjensynligt nydt lidt for meget alkohol i en nærliggende bar.
Det var meningen, at den nøgne og sanseløst fulde pilot skulle være pilot på et fly, der 36 timer senere havde kurs mod Gatwick.
Det blev dog ikke aktuelt for piloten, der altså nu er fyret.