Dyster melding fra DMI: Fremtidens jul er ikke hvid

Bing Crosby og mange andre drømmer om det hvert år, når kalenderen rammer december.
Den hvide jul.
Men når DMI kigger i spåkuglen, bliver julen ikke hvid - hverken i år eller i fremtiden.
Den bliver i stedet våd.
- Lader vi DMI’s Klimaatlas se frem mod slutningen af århundredet, hvor mine børnebørn måske inviterer til juleaften, bliver det sandsynligvis uden frost og sne. Antallet af dage med snefald og antallet af døgn, hvor temperaturen holder sig under frysepunktet mere end halveres, siger klimaforsker og videnskabelig leder for Klimaatlas Mark Payne fra Nationalt Center for Klimaforskning på DMI.
Tallene er baseret på verdens landes nuværende klimapolitik, der fører til et mellemhøjt udledningsscenarie.
DMI’s observationer viser da også, at mængden af vinternedbør allerede i dag er steget. En udvikling, der kun kommer til at vokse frem mod år 2100.
Det er i sådan en grad, at de meget våde vintre bliver næsten dobbelt så hyppige i slutningen af århundredet.
Et eksempel på en sådan var vinteren 2023/24, der blev den næstvådeste vinter siden 1874, hvor DMI begyndte at måle.
- En gennemsnitligt vådere vinter er ikke i sig selv en udfordring. Men mere nedbør i gennemsnit øger sandsynlighed for, at vi oplever mere ekstreme situationer: De vådeste vintre bliver vådere end de er i dag. Det øger risikoen for oversvømmelser fra flere kilder, både fordi jordoverfladen kan blive mættet af vand og fordi vandet står højere i åer og vandløb, siger Mark Payne.
Ved en landsdækkende hvid jul forstås normalt, at mere end 90 procent af Danmark er dækket af mindst en halv centimeter sne den 24. december om eftermiddagen.
Dette er kun sket ni gange siden 1900.