Nyheder13. december 2022

Dyrlæge advarer mod smitsom hundesygdom

Hvis man er hundeejer, skal man i disse dage være ekstra opmærksom på sin hunds adfærd. Det er nemlig blevet sæson for kennelhoste
hund
Kennelhoste smitter fra hund til hund gennem luften.
 Foto: Ritzau Scanpix

Det kolde vintervejr har for alvor fået greb om Danmark, og det betyder, at der igen er højsæson for forkølelse, halsbetændelse og influenza.

Men ligesom at antallet af influenza stiger blandt mennesker, når temperaturen falder, stiger antallet af tilfælde med kennelhoste også blandt hunde.

Og derfor skal hundeejere være ekstra opmærksomme, når de lufter deres firbenede ven. Det oplyser AniCura, som er et af landets største grupper af dyrehospitaler, ifølge København LIV.

– Kennelhoste er en infektion i hundens luftveje, der er yderst smitsom, da den smitter fra hund til hund gennem luften – også selv om de ikke befinder sig særligt tæt på hinanden. Derfor bør hundeejere også være ekstra opmærksomme, hvis man har været i en hundeskov, til udstilling, kennel eller andre steder, hvor mange hunde er samlet på en gang, lyder det fra Hanne Friis, som er chefdyrlæge hos AniCura Dyrehospitaler i Danmark.

Mistænker man, at ens hund er blevet smittet med kennelhoste, er der flere symptomer, man skal holde øje med.

Symptomerne på sygdommen kan nemlig spænde fra voldsomme hosteanfald og nedsat appetit til løbende øjne og næse, og derfor er det vigtigt man tager kontakt til dyrlægen, hvis der er det mindste galt.

Det er dog især hundeejere i de større byer, der skal være på vagt. Ifølge AniCura er det nemlig ofte her, at der er størst risiko for smitte, da folk bor tættere på hinanden.

Selv om sygdommen kan være generende, understreger Hanne Friis, dog, at det er sjældent, at den er farlig. Det er nemlig primært hunde med underliggende sygdomme eller små hvalpe, der kan blive hårdest ramt.

Sponsoreret indhold