Nyheder8. december 2022

Dyrenes Beskyttelse vil forbyde fyrværkeri for private

Brugen af fyrværkeri på denne tid af året bør begrænses markant – særligt for private – mener foreningen Dyrenes Beskyttelse
For rigtig mange kæledyr er nytårsaften - og dagene op til for den sags skyld - enormt stressende
For rigtig mange kæledyr er nytårsaften - og dagene op til for den sags skyld - enormt stressende
 Foto: Dyrenes Beskyttelse

Bevares, det er festligt at se på.

Men det farverige krudt på himlen, som det er tilladt for private at affyre fra den 27. december fra den 1. januar, er altså ikke altid sjov og ballade for vores firbenede venner.

Faktisk kan fyrværkeri have store konsekvenser for kæledyr, landbrugsdyr samt dyr i naturen. Ligesom det desuden belaster miljøet.

Og det får Dyrenes Beskyttelse til at foreslå en markant indskrænkning af fyrværkeri for private.

Det skriver de i en pressemeddelelse.

Nogle danske krudtentusiaster vil nok mene, at vinduet for affyring af fyrværkeri allerede er ganske lille, men faktisk er vores restriktioner langt efter vores nabolande.

Mens vi i Danmark må affyre i flere dage, er det i Norge, Sverige, Finland, Holland og Tyskland kun tilladt for privatpersoner at affyre fyrværkeri mellem den 31. december til og med den 1. januar. I nogle tilfælde er det endda yderligere begrænset af klokkeslæt.

- Det har enorme konsekvenser for dyrene, at vi i Danmark har en meget afslappet lovgivning for brugen af fyrværkeri. Vi taler om millioner kæledyr, landbrugsdyr og dyr i den danske natur, som potentielt kan opleve stress, angst og anden negativ påvirkning ved affyring af fyrværkeri, som står på over meget lang tid. Stod det til os, så burde fyrværkeri kun affyres af professionelle og kun inden for en meget begrænset tidsperiode omkring nytårsaften, siger Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.

Dyrenes Beskyttelse vil gerne have salget af fyrværkeri til privatpersoner helt stoppet, men i overgangen er det vigtigt at lave tiltag, der beskytter både dyr, mennesker og miljø.

Derfor foreslår foreningen, at man ligesom i nogle nabolande afgrænser den tilladte affyring til et bestemt tidsrum.

- Det er meget mere fornuftigt med en begrænset affyringsperiode. Men der bør også ses på selve salgsperioden, da de fleste jo med det blotte øje kan konstatere, at så snart salget starter, så starter affyringerne, siger Jens Jokumsen.

Sponsoreret indhold